- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Billige Orange-billetter til regionaltoget

DSB tilbyder nu Orange-billetter til regionaltogene, når blot rejsen er på mindst otte zoner. Hidtil har DSB Orange-billetter været forbeholdt de længere rejser mellem Øst- og Vestdanmark.

DSB tilbyder nu Orange-billetter til regionaltogene, når blot rejsen er på mindst otte zoner. Hidtil har DSB Orange-billetter været forbeholdt de længere rejser mellem Øst- og Vestdanmark.

”Vi har haft flere forespørgsler om muligheden for at købe Orange-billetter til de kortere strækninger med regionaltog uden for myldretiderne. Den mulighed kan vi nu tilbyde, så der er flere billige billetter mellem langt flere byer på både de kortere og lange strækninger,” siger Susanne Mørch Koch, direktør for DSB Kommerciel.

Der er forskelle på Orange-billetterne til de længere rejser og de nye til regionaltogene. Der er ikke pladsbilletter på regionaltogene, så billetten er ikke knyttet til en bestemt plads, men knyttet til den afgang, den er købt til.

”Orange-billetter tilbydes til de afgange, hvor der normalt er ledig plads i togene. På den måde får vi mulighed for at udnytte vores kapacitet og samtidig, får kunderne mulighed for en billig rejse,” siger Susanne Mørch Koch.

Orange-billetterne gælder til DSBs tog i hele landet så længe rejsen er på mindst otte zoner. Det giver mulighed for at rejse lokalt i Jylland, på Sjælland og mellem Fyn og Jylland. For kunder, der rejser ind og ud af hovedstadsområdet, kan Orange-billetterne også benyttes på Kystbanen og i S-tog.