- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Billigere at overflyve Danmark

LUFTFART: Fra årsskiftet sænkes prisen for overflyvning af dansk luftrum 11 pct. Der var sidste år 640.000 flyvninger i dansk luftrum, primært overflyvninger som gav Danmark over 700 mio. kr.

LUFTFART: Fra årsskiftet sænkes prisen for overflyvning af dansk luftrum 11 pct. Der var sidste år 640.000 flyvninger i dansk luftrum, primært overflyvninger som gav Danmark over 700 mio. kr.

Bo Pedersen, informationschef i Naviair, der styrer det danske luftrum, siger til standby.dk: ”Alle europæiske lande justerer hvert år deres overflyvningspriser. Nogle sætter dem op, andre holder dem i ro og f.eks. Danmark sænker sine. Vi regner med prisreduktion på 11,3 pct. – vi venter på den endelige godkendelse. Det er muligt for Naviair at sænke de danske overflyvningspriser, fordi Naviair har kørt en stram økonomistyring.”

Overflyvningsafgifter udgør ca. 6 pct. for flyselskaber. Satserne for overflyvning afhænger af flyets vægt og hvor langt det flyver i dansk luftrum. Der betales i øjeblikket 71 euro pr. påbegyndt 50 tons fly, der flyver 100 km i dansk luftrum. Med sænkningerne fra årsskiftet bliver prisen ca. 63 euro for hvert påbegyndt 50 tons samt distancen.

Bo Pedersen har intet bud på, om de lavere danske overflyvningsafgifter vil give flere flyvninger over Danmark.

Sidste år var der 640.000 flyvninger til og fra danske lufthavne samt over dansk luftrum; omkring 70 pct. var overflyvninger. De dermed ca. 450.000 overflyvninger gav Naviair indtægter i fjor på 702 mio. kr. En stigning fra 636 mio. kr. i 2012.

Ifølge reglerne skal afgifter for overflyvning dække det pågældende lands udgifter til f.eks. flyveledere, tekniske udstyr og meteorologisk service. 80 pct. af de 702 mio. kr. endte hos Naviair, resten gik til Trafikstyrelsen og Danmarks Meteorologiske Institut.

Naviair har bl.a. 300 flyveledere, der passer luftrummet over Danmark samt ind- og udflyvning til danske lufthavne.

De fem flyselskaber, der frem til juli i år havde overfløjet Danmark mest, var SAS (17,3 pct.), Norwegian (12,2 pct.), KLM (8,6 pct.), Ryanair (6,9 pct.) og British Airways (5,6 pct.)

Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed under Transportministeriet.