- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Billund får – næsten – besøg af Lufthansas megabamse

I morgen besøger en Airbus 380 fra Lufthansa lufthavnene i København, Stockholm og Oslo. På vej tilbage til Frankfurt laver kæmpen i morgen aften et såkaldt low pass over Billund Lufthavn.

Onsdag i denne uge udfører Lufthansa et pressemæssigt stunt – der bliver besøg af Lufthansas tredje Airbus 380-fly. Air France har i længere tid haft lige så mange eksemplarer i Europa, men har ikke fået samme idé.

 

Lufthansas tredje Airbus A380 besøger onsdag lufthavnene i København, Stockholm, Helsingfors og Oslo inden det på vej hjem til Frankfurt laver et såkaldt low pass i ca. 50 meters højde i Billund Lufthavn kl. ca. 20.15. På det tidspunkt er der ikke megen lys, men flyet skal afgå fra Oslo kl. 19.30 for at nå sin landingstid i Frankfurt.

 

Verdens største passagerfly ventes for første gang til Københavns Lufthavn kl. 7.55 onsdag morgen. Herfra flyver det kl. 10 til Stockholm, derfra til Helsingfors og så til Oslo. Det er første gang, at A380’eren besøger Københavns Lufthavn.

 

Københavns Lufthavn har ikke faciliteter til at tage det to-etager høje fly til en gate – derfor parkeres det i fragtområdet i lufthavnens østlige del, hvilket betyder, at publikum vil få det bedste udsyn fra Kystvejen.

 

For at undgå trafikale problemer opfordrer Københavns Lufthavn publikum til at benytte metro, tog eller bus – til lufthavnen onsdag. Publikum kan benytte lufthavnens gratis shuttle busser til P15/P17, der afgår fra Terminal 3 hvert 10. minut. Der er ikke parkeringsmulighed, idet parkeringsanlæggene P15/17 forventes fuldt bookede.

 

På vej hjem fra Oslo skal flyet efter planen flyve i ca. 50 meters højde over Billund Lufthavn ved solnedgangstid.

 
Airbus A380 er verdens største passagerfly. 73 meter langt, 24 meter højt og næsten 80 meter bredt.

Lufthansa har foreløbig tre A380 – de flyver til Beijing og Tokyo. Med en tredje A380 vil Lufthansa fra oktober også betjene Johannesburg i Sydafrika.

 
Foreløbig har Singapore Airlines og Emirates begge 11 af megabamserne, australske Qantas har seks, Air France og Lufthansa hver tre. Emirates fra Dubai er største A380-kunde, det har i alt bestilt 90 eksemplarer.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten