- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Billund Lufthavn ”satser” alligevel ikke på Afrika

”Billund Lufthavn satser på Afrika,” lød overskrift sidst i november fra lufthavnens aarhusianske PR-bureau. Men marokkanske Air Arabias ugentlige rute mellem Marrakesh og Danmarks næststørste lufthavn lukkede efter kun tre flyvninger!

”Billund Lufthavn satser på Afrika,” lød overskrift sidst i november fra lufthavnens aarhusianske PR-bureau. Men marokkanske Air Arabias ugentlige rute mellem Marrakesh og Danmarks næststørste lufthavn lukkede efter kun tre flyvninger!

”Med den første lavprisrute fra Jylland til Afrika opruster Billund Lufthavn nu på den internationale front. Den nye lavprisrute går til Marrakesh i Marokko. Flere afrikanske destinationer kan være på vej,” skrev PR-bureauet, U communicate, 20. november på vegne af Billund Lufthavn.

Men helt sådan kom det ikke til at gå. Selv om Billund Lufthavns PR-bureau skrev dette om Air Arabias nye lavprisrute til Marrakesh i Marokko:

”Det er den første direkte lavprisrute fra Billund til en anden verdensdel. Samtidig er det første gang, at Air Arabia starter i Skandinavien. Lavprisselskabet er en af de helt store aktører i Afrika og Asien,” sagde adm. direktør Kjeld Zacho Jørgensen fra Billund Lufthavn i pressemeddelelsen.

Ruten mellem Marrakesh og Billund skulle flyve hver søndag. Billund Lufthavns PR-bureau kaldte Air Arabia ”den arabiske verdens pendant til Easyjet og Norwegian, og tilføjede, at Billund Lufthavn har store forventninger til den nye Afrika-satsning.”

”Marrakesh en af de mest spændende destinationer lige nu,” siger Kjeld Zacho Jørgensen og tilføjede:

”Vi er Vestdanmarks internationale lufthavn, og derfor går vi benhårdt efter at få flere direkte ruter til Europa og andre kontinenter. Det er oplagt, at Air Arabia øger deres aktiviteter i Billund.”

Men Air Arabia fløj kun tre gange til Billund Lufthavn – så blev ruten droppet. Efterfølgende undrer Kjeld Zacho Jørgensen sig i Jyllands-Posten og siger:

“Jeg må ærligt sige, at vi undrede os lidt, da vi hørte det. Det er ærgerligt, at den lukker så hurtigt, uden man har set, om den har potentiale.”

Endnu har Kjeld Zacho Jørgensen ikke fået officiel forklaring på, hvorfor ruten stopper.

“Kunderne skal henvende sig til Air Arabia eller det rejsebureau, de har købt billetterne hos, for at høre, hvad de skal gøre,” siger Kjeld Zacho Jørgensen. Han har fortsat forhåbninger om, at ruten bliver genoptaget. “Vi er fortsat i løbende dialog med dem, og vi snakker om, at den måske kan være der til sommer igen. For vi tror sådan set fortsat, at der er potentiale til 12.000 om året på ruten,” siger han.