- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Billund mister udenrigsrute

LUFTFART: ”Ruten flyver så længe, der er opbakning til den,” sagde danske Sun-Airs ejer, Niels Sundberg, ved åbningen i 2012 mellem Billund og München. Næste måned lukker ruten – til gengæld øger British Airways-partneren mellem Billund og Manchester.

LUFTFART: ”Ruten flyver så længe, der er opbakning til den,” sagde danske Sun-Airs ejer, Niels Sundberg, ved åbningen i 2012 mellem Billund og München. Næste måned lukker ruten – til gengæld øger British Airways-partneren mellem Billund og Manchester.

Der er stor efterspørgsel på aftenafgange mellem Billund og Manchester, derfor øger danske Sun-Air fra 30. august og får onsdag og torsdag ekstra aftenflyvning med en Dornier Jet med 32 sæder. Omvendt, oplyser Sun-Airs nyhedsbrev, indstiller man ruten mellem Billund og München.

”Behovet for firmarejser til og fra München er faldet de senere år. Det har bidraget til vores beslutning om at lukke ruten fra 27. august,” hedder det.

Sun-Air gik i 2012 efter opfordring fra ikke mindst den tyske industrigigant Siemens ind på strækningen mellem Billund og München. Ved åbningen af den nye rute sagde Sun-Airs adm. direktør, Niels Sundberg, bl.a.: ”Erhvervslivet har behov for Sun-Airs nicheruter. Tak til erhvervslivet for opbakning til vores ruter – nu får I den nye rute til München, den flyver så længe, der er opbakning til den.”

Sun-Air har i dag disse ruter fra Jylland: Fra Billund til Bergen, Düsseldorf, London City Airport, Manchester, München (lukkes næste måned) og Oslo, fra Aalborg til Oslo og fra Aarhus til Oslo, Stockholm Bromma og Göteborg.

Sun-Air havde sidste år omkring 210.000 passagerer. Ca. 30 pct. af selskabets flyvninger er uden for Danmark.