- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Biludlejningsgigant afslører ”skøre færdselsregler”

Avis Biludlejning, en af verdens største biludlejere, har samlet liste over mere eller mindre logiske forbud under kørsel i flere europæiske lande. Men reglerne kan være gode at kende før køreturen.

Forbud mod at løbe tør for benzin på motorvejen, børn under ti år må ikke sidde på passagerforsædet og påbud om et ekstra par briller med styrke.

Det er, ifølge Avis Biludlejning, nogle af de gældende forbud i en række europæiske lande. Avis udlejer biler i 45 lande i Europa, herunder fra 36 udlejningsstationer i Danmark, og må derfor antages at have et solidt kendskab til europæiske trafikregler.

I en pressemeddelelse skriver Avis Biludlejning i Danmark, at skal man på europæisk roadtrip, så er det godt at kende også nogle ”skøre og overraskende færdselsregler.”

Hvis danskere skal sydpå, kører de formentligt på den tyske Autobahn. Men her er det et lovbrud, hvis biler løber tør for benzin, lyder det fra Avis.

Mindre logisk virker oplysningen om, at i Portugal er benzindunke bandlyst. ”Så snart man krydser den portugisiske grænse, er det ulovligt at have en benzindunk i bilen. Så husk altid at tjekke, hvor langt væk den nærmeste tankstation er i Portugal,” hedder det.

To par briller med styrke
Ifølge Avis Biludlejning er ét par briller med styrke ikke nok til føreren af bilen i Portugal, Spanien og Schweiz. I disse tre lande er chaufføren forpligtet til at have et ekstra par briller. Apropos Schweiz, tilføjer Avis, så er det i Schweiz ulovligt at vaske sin bil om søndagen.

Biludlejningsselskaber vil helst ikke have, at der ryges i udlejningsbiler, det kan koste stor ekstra regning til rengøring. Ifølge Avis er det faktisk ulovligt at ryge, mens man kører bil i Grækenland.

I Italien gælder en regel om, at ikke kun mennesker, mens for eksempel også en eventuel medbragt hund skal have sikkerhedssele på mens biler kører. Avis oplyser også, at i Frankrig må børn under ti år ikke sidde på det forreste passagersæde.

Lidt mere tvivlsomt synes oplysningen fra Avis Biludlejning at være om, at når man kører bil på Cypern, så må føreren af bilen ”hverken spise snacks eller drikke vand under kørsel,” som der står i pressemeddelelsen.

Amerikanske Avis Biludlejning blev stiftet i 1946 og har i dag 11.000 udlejningsstationer verden over. Alene i Danmark har Avis over 2.500 udlejningsbiler. Udover personbiler for eksempel også vare- og lastvogne samt minibusser.

Relaterede artikler:

Hysterisk høje priser på nogle biludlejningsmarkeder

Ny dansk Hertz-partner har store forventninger

Politiet snupper udlejningsbiler for vanvidskørsel