- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Binzers direktørkontrakt ophævet

CV FUSK: Tidligere en populær leder af leisure afdelingen i SAS Danmark, derefter chef for Air Greenland og nu med direktørkontrakt ophævet i Tele-Post i Grønland. Det er Michael Binzers situation efter weekenden.

Michael Binzer.

CV FUSK: Tidligere en populær leder af leisure afdelingen i SAS Danmark, derefter chef for Air Greenland og nu med direktørkontrakt ophævet i Tele-Post i Grønland. Det er Michael Binzers situation efter weekenden.

Der er barske angreb på Michael Binzer i Grønland, efter han har indrømmet fusk med sit CV og skrevet en række eksaminer på, som aldrig blev fuldført.

Søndag tog bestyrelsen så beslutning om at opsige hans direktørkontrakt med Tele-Post, hvilket mere var en formssag, for han har tidligere selv valgt at forlade sin topstilling her efter uenighed med bestyrelsen.

Helt konkret mister han løn de resterende 10 måneder af kontraktforløbet.

Debatten for og imod Michael raser i grønlandske medier. Han har været en kontroversiel person for mange ledende politikere med hårde beskyldninger, hvoraf en hel del har vist sig at være rigtige. Til gengæld er andre så gået på jagt på Michaels private forhold og ansættelsespapirer.

”Forløbet er et tillidsbrud overfor alle ansatte i Tele-Post, men også over for kunder, aktionærer og bestyrelse – ja, hele det grønlandske samfund,” siger bestyrelsesformand Agner N. Mark til netavisen Sermitsiaq.ag .

Til gengæld er der også en del af bloggerne, som tager Michael i forsvar og henviser til, at hans manglende uddannelsespapirer ikke har ført til manglende kompetence, og at han har gjort meget godt for udviklingen af telenettet i Grønland.

Nogle roser ham for udbygningen af Air Greenland. Andre klandrer ham for at være for ivrig efter at indfase fastvingede fly, som Q 400, der blev totalt skadet, fordi den ikke kan klare den kraftige sidevind i det grønlandske klima.

Andre skriver, at bestyrelsesformanden i Tele Post selv har været ude om det. Det var jo ham der stod for ansættelsen.

Muligvis vil der blive rejst politisag for falskneri, men andre mener, at der ikke er grundlag for det.

Foreløbig har Michael Binzer beklaget, at han har dummet sig, men mere end antydet, at nogen vil ramme ham ved at grave i hans ansættelsesforhold, som en form for tak for sidst.