- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bjørn Kjos ser gerne Københavns Lufthavn udvidet

LUFTFART: I fredags havde Norwegian premiere på ruten mellem København og Fort Lauderdale i Florida. Og dermed er det norske selskab oppe på 55 ruter fra København. – Asien er fremtiden.

Bjørn Kjos og CPHs adm. direktør Thomas Woldbye inden starten fra København.

LUFTFART: I fredags havde Norwegian premiere på ruten mellem København og Fort Lauderdale i Florida. Og dermed er det norske selskab oppe på 55 ruter fra København. – Asien er fremtiden.

Af Magnus Wilandh

FORT LAUDERDALE, ”Der kan let blive flere interkontinentale ruter fra Danmark i fremtiden,” sagde koncernchef Bjørn Kjos, da Norwegian i fredags lettede med kurs mod Florida og på den måde åbnede den første direkte rute fra Skandinavien. Det samlede antal fra Kastrup er nu oppe på 55.

Det var femte amerikanske destination fra Skandinavien, men det er Asien det gælder i fremtiden.

”Danmark og København er meget interessant for asiater, som gerne vil rejse langt til rimelige priser. Der kommer til at ske meget for os, når det gælder trafikken fra Danmark. Vi ser på mulighederne og udbygger vores internationale trafik til Kina, Indien og andre tætbefolkede områder i Asien,” siger Bjørn Kjos til standby.dk

Hvordan med økonomien?

”Den er klart forbedret for vort vedkommende på det danske marked. Men det er primært på ruterne til London og Spanien. Den danske indenrigstrafik vil stige i fremtiden, primært på ruten mellem Aalborg og København, men på langt sigt vil flere og flere tage toget. Det er altså korte afstande, der er i Danmark.”

Hvordan med fremtiden for Københavns Lufthavn?

”Vi er særdeles tilfredse med lufthavnen. Men den må udbygges for at håndtere den voksende trafik fra destinationerne uden for Schengen. I dag er lufthavnen i Kastrup den tredjestørste base for Norwegian.”

Norwegian er ifølge Kjos forberedt på høje oliepriser i fremtiden, selv om det netop nu går den anden vej. Blandt de mange internationale ruter er London –Tenerife blevet en meget klar succes.

”Vi foretager bare de nødvendige investeringer. Næste år skal vi have fire Dreamliners i trafik – og derefter bliver Asien rigtig interessant,” slutter Bjørn Kjos.