AKTUEL KOMMENTAR: SAS markerede selskabets 75 års jubilæum med en tam og kortfattet pressemeddelelse. "Lever I, eller sover I?" spørger Ejvind Olesen i en aktuel kommentar til den manglende fejring.
Af Ejvind Olesen, tidligere redaktør på Berlingske samt Take Off/Standby
Hvem skulle nu have troet det? At det, der engang var vores fælles skandinaviske stolthed, ville gå i et med tapetet, når det SAS den 1. august kunne festligholde sit 75 års jubilæum. Markeret med en ynkelig pressemeddelelse, der var grebet ud af pressesekretærernes bibel om jubilæer. Ikke en lyd fra den danske formand eller den nyudnævnte koncernchef. Lever I, eller sover I? Eller er det bare fordi, det er så let at give coronapandemien skylden for alle genvordigheder?
Så meget mere grotesk bliver pressemeddelelsen afslutning: “En varm tak til alle, der har været med til at skabe og heppe på SAS i de 75 år. Vi glæder os til de næste mange år sammen med jer.”
Tak, den glæde kunne have været gensidig. Det skal nok glæde de mange tusinde, som har mistet deres arbejde uden at føle, at deres arbejdsplads for alvor er kommet i gang. Og egentlig heller ikke fornemmer, at der bliver gjort noget for alvor for at få fart på og udnytte de muligheder, der så småt er ved at vende tilbage.
Været med i 45 af 75 år
“75 stolte år i luften” hedder det i overskriften. Det er rigtigt, at der har været stolte år, men der har sandelig også været bundskrabere, hvor kun store personligheder i skandinavisk erhvervsliv er kommet med redningskransen. Sagt af overtegnede, der har haft SAS som fast stofområde i Berlingske og Take Off i 45 af de 75 år.
Tidligere SAS-koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen og Ejvind Olesen ved dennes afskedsreception hos Standby. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)
I alt 10 SAS-præsidenter, hvoraf kun en enkelt har været dansker, er det blevet til i mine aktive år, men stribevis af koncerndirektører, hvoraf især de danske har været med til at give mig et rigere liv, spækket med store opgaver og oplevelser, som burde gøre mig kvalificeret til at uddele både ris og ros.
Det mener heldigvis mange, mens andre synes jeg er blevet godt og grundigt forkælet. Aldrig før eller siden har nogen journalist ved større medier mig bekendt fået lov at beholde et stofområde i så mange år. Og vil heller ikke få det i fremtiden.
“Endelig hjemme” sagde det hele
Var vi så stolte? Ja, hvem husker ikke reklamen “Endelige hjemme”. Sådan er vi rigtig mange, der har følt det. Når vi efter et ophold i Brasilien eller New York gik om bord i et SAS fly med et mix af danske, svenske og norske ansatte. Det bandt os sammen, alle os fra de tre skandinaviske lande.
Vi behøvede ikke som Norwegian at have H. C. Andersen på haleroret. Vi havde allerede det skandinaviske sprog, service, smil og mad om bord. Var det måske ikke SAS, som fik bøde af IATA for at servere for flot smørrebrød?
Lærte de ansatte at smile
Vel kneb det da med smilet en overgang, indtil man fik en dynamisk og smilende topchef i Jan Carlzon. Man kan mene om ham, hvad man vil, men hans 14 år i SAS fra 1981 var en skøn periode med glade ansatte, smilekursus og tilfredse passagerer.
“Skal din gode ven Jan Carlzon ikke snart skrive endnu en bog om sig selv?” spurgte den daværende SAS formand og ordfører i Den Danske Bank, Tage Andersen, mig, ved et debatmøde på Langelinie Pavillonen i København.
Det er klart, at et sådan forhold mellem en formand og en administrerende direktør ikke var holdbart i længden, og Jan Carlzon (som forleden fyldte 80) blev fyret over biksemad og fadøl i Grøften i Tivoli af sin formand.
Det havde ellers været et godt parløb mellem den tidligere danske formand, Haldor Topsøe og Carlzon. Hvor forskellige de end måtte være.
God reklame for Danmark
Fra årtusindskiftet kom den hidtil eneste danske koncernchef Jørgen Lindegaard i spidsen for SAS og fortsatte det friske, optimistiske pust, som et flyselskab har så hårdt brug for. Han fik en brutal start med Linate-ulykken i Milano og kartelsagen, men det var nærmest hadske angreb fra piloterne, som gjorde, at han efter fem år, ikke orkede mere. Hans omlægning til de tre landes aktieselskaber (bolagiseringen, red.), ramte piloterne hårdt, og det skabte en ond stemning.
Da jeg på min første store flyvning med SAS i en af de nyerhvervede Boeing 747 fløj over Nordpolen via Anchorage til Tokyo og videre til Manila og Bangkok og hjem, opdagede jeg, hvor god en reklame for lille Danmark SAS også skulle vise sig at være. Og mange lignende oplevelser fulgte.
En sørgelig udvikling
I dag kender jeg stort set ingen i SAS, bortset fra nogle få private bekendtskaber. Det kan SAS sagtens leve med, men langt værre er det, at det samme gør sig gældende for mine arbejdende kolleger. Når jeg tænker på de dygtige danske chefer og velfungerende presseafdelinger, der gennem årene har domineret både erhvervs- og rejsesider i dansk presse, er det en sørgelig udvikling. Der var prestige i at være pressechef i SAS, og derfor blev de tilbudt attraktive stillinger.
Skal fremtiden nu bestå af pressemeddelelser om CO2-besparelser, samarbejde om økosystemer og bæredygtig luftfart samt håb om velvilje fra lufthavne og banker, vil det stille store krav til idérige folk i toppen. Man kan ikke bare skære ned og ned, som SAS har gjort under coronakrisen med politisk velvilje.
Den idéelle og ambitiøse ledelse, vil andet og mere end bare holde i gang. Det må formatet række til. Ellers bliver det aldrig til et 100-års jubilæum.