- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Boeing leverer B787 Dreamliner nummer 787

Den amerikanske flyfabrik har netop leveret Boeing B787 Dreamliner nummer 787 – flyet skal på vingerne for Kinas største flyselskab, der næste år åbner rute til Norden.

Kinas største flyselskab, China Southern Airlines fra Skyteam Alliancen, kommer fremover til at flyve med en Boeing B787 Dreamliner i en ganske særlig bemaling. Det er nemlig Dreamliner nummer 787.

Klik for stort format. På Boeing B787 nummer 787 står der på skroget, at dette er en ganske særlig udgave af langruteflyet. Foto: Boeing.

Rent teknisk ejes 787-flyet af et af verdens største leasingfirmaer, irske AerCap, der ejer tæt på 1.500 fly som flyver for 200 kunder i 80 lande rundt om på kloden.

Siden Boeing i efteråret 2011 begyndte at levere Dreamliners til flyselskaber verden over, har de indtil nu 787 eksemplarer fløjet med næsten 300 millioner passagerer på 1,5 millioner flyvninger på over 200 nonstop ruter.

Boeing skruer i dag 12 eksemplarer af B787, der findes i versionerne B787-8, B787-9 og B787-10, sammen om måneden på flyfabrikkens primære samlefabrik i Everett ved Seattle samt i North Charleston i South Carolina.

Næste år øges tallet til 14 om måneden – i øjeblikket har Boeing bestillinger på yderligere over 600 eksemplarer af B787, der blandt andet blev skabt som afløser for Boeing B767.

Over 70 flyselskaber og leasingselskaber verden over har bestilt B787’, i Norden er Norwegian største operatør af typen. De flyselskaber med flest B787 Dreamliners er japanske All Nippon Airways, American Airlines, Etihad Airways fra Abu Dhabi, Qatar Airways og amerikanske United Airlines.

Rute til Helsinki
China Southern Airlines, der har Boeing B787 nummer 787, opererer i forvejen – eller har bestilt – ti B787-8 og otte B787-9. Selskabet har i øvrigt fået tilladelse fra de kinesiske myndigheder til fra næste sommer at åbne en ny, daglig rute mellem Guangzhou i Kina og Helsinki. Hvilken flytype, det kinesiske flyselskab vil bruge på ruten til Helsinki, vides endnu ikke.

Men China Southern har allerede B787-nonstopruter fra netop Guangzhou til London og Rom; Vancouver på den canadiske vestkyst, Perth i det vestlige Australien samt Auckland og Christchurch i New Zealand.

China Southern Airlines har som Kinas største flyselskab over 800 fly, fra Boeing-familien alt fra B737 til B747, B777 og B787. I snit har China Southern i snit over 3.000 daglige flyvninger til 224 lufthavne i 40 lande verden over.

2.000 Boeing-fly i Kina
Sidste måned leverede Boeing i øvrigt sit passagerfly nummer 2.000 til et kinesisk flyselskab, det blev en B737 MAX til Xiamen Airlines.

Kina er verdens største marked for passagerfly – og mens det tog Boeing fire årtier at få de første 1.000 bestillinger på plads, er de seneste 1.000 leveret indenfor de seneste fem år. Hvert fjerde nye Boeing-passagerfly er i disse år til et kinesisk flyselskab.

Prognoser fra Boeing forudser, at Kina inden år 2038 skal have næsten 7.700 nye passagerjetfly – eller cirka et ud af fem nye fly der bygges frem mod år 2038.

Relaterede artikler:

Boeing leverer B737 nummer 10.000

Singapore Airlines klar til verdens længste rute

Air New Zealand får hidtil længste rute