- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Borgmester: København skal have flere kongresser

”Vi skal gøre mere for at udnytte, at 100.000 forretningsfolk årligt samles i byen, der er et kæmpe potentiale - og det skal vi støtte fra Rådhuset,” siger Københavns beskæftigelsesborgmester.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V) holdt tirsdag tale for BestCities Global Alliance, en international alliance, der styrker samarbejdet om at tiltrække og holde kongresser. Organisationen har netop været samlet nogle dage til møde i København.

Efter sin tale på Københavns Rådhus skrev Cecilia Lonning-Skovgaard blandt andet på Linkedin-profil:

”Kongresser er afgørende for København, og jeg mener, vi skal gøre mere for at udnytte, at omkring 100.000 forskere og forretningsfolk årligt samles i byen.

Det kan selvfølgelig mærkes i butikker, hos taxichauffører og på restauranter, men gevinsten stopper, når den sidste tår kaffe er drukket, og flyet er lettet,” skrev borgmesteren og fortsatte:

”Det skal vi lave om på. Vi skal sikre, at København som by får mere ud af de kongresser, vi holder. Både før og efter. Derfor er jeg i tæt dialog med Wonderful Copenhagen om deres nyt initiativ, Copenhagen Legacy Lab. Det skal både før, under og efter koble kongresserne med Københavns erhvervs- og vidensmiljøer.”

Cecilia Lonning-Skovgaard tilføjede: ”Deltagerne på kongresserne skal introduceres til dansk forskning, virksomheder og høre om muligheder for eventuelt at bosætte sig og arbejde i København. Dét er der et kæmpe potentiale i – og det skal vi bakke op fra Rådhusets side.”

 

Skal koble internationale videnskongresser med det lokale erhvervsliv
Om Copenhagen Legacy Lab skriver Wonderful Copenhagen blandt andet på sin hjemmeside:

”Med Copenhagen Legacy Lab vil Wonderful Copenhagen sikre, at der arbejdes systematisk med at koble besøgende internationale videnskongresser med det lokale erhvervsliv, forskningsmiljøer og borgernære initiativer.”

København rangerer i dag som verdens 15. mest benyttede kongresby og besøges årligt af flere end 100.000 forskere, specialister og erhvervsfolk som følge af værtskaber for internationale kongresser. De mange besøgende skaber stor omsætning for byens serviceerhverv, men de bidrager faktisk med langt mere end højt døgnforbrug, hedder det på WoCo’s hjemmeside, hvor det tilføjes:

”De mange besøg giver lokale videnstunge virksomheder, forskningsmiljøer og borgere adgang til den nyeste viden, trends og måske den næste kollega. Med Copenhagen Legacy Lab vil Wonderful Copenhagen sikre koordination og facilitering af netværk mellem relevante nationale og besøgende internationale aktører.”

Copenhagen Legacy Lab, der er støttet af Erhvervsfremmebestyrelsen gennem MeetDenmark, arbejder blandt andet for at markedsføre danske forskningskompetencer internationalt, tiltrække internationale talenter, udenlandske virksomheder og forskningsprojekter, styrke danske virksomheder og vidensmiljøers synlighed, skabe samarbejde og forretningsaftaler mellem danske og internationale virksomheder og gøre København endnu mere attraktiv som kongresvært.

Relaterede artikler:

København var Europas 7. største kongresby i 2018

Vigtigt for Københavns hoteller konstant at have events

Tivoli udvider sit B2B-salgsteam