- STANDBY.DK - https://standby.dk -

BornholmerFærgen får egen bordershop

REDERIER: Rederiet Færgen søsætter flydende bordershop på BornholmerFærgen i forsøg på at trække flere sydsvenske turister til Bornholm.

REDERIER: Rederiet Færgen søsætter flydende bordershop på BornholmerFærgen i forsøg på at trække flere sydsvenske turister til Bornholm.

Fremover kan der købes spiritus, øl, vin, slik og bornholmske specialiteter på BornholmerFærgen. Den hidtidige shop på færgen har fået en ansigtsløftning og er blevet udstyret med en række produkter, som er at finde i andre grænsehandelsbutikker.

Adgangen til bordershoppen er ikke begrænset til rejsende, der er på vej til eller fra Bornholm. Færgen udbyder således særlige shoppingbilletter, hvor rejsende fra svenske Ystad for 100 svenske kr. kan få bilen med på en færgetur til Bornholm, men hvor turen går hjem igen umiddelbart efter ankomsten. Her er der således mulighed for at fylde bilen med varer fra bordershoppen og være i havn i Ystad igen efter ca. tre timers færgetur.

”Bordershoppen er rettet mod sydsvenskere, som ønsker en billig og lettilgængelig grænsehandelsbutik uden at skulle tilbringe mange timer i bilen for at nå dertil. Det tror vi på er interessant,” siger Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef hos Færgen.

Ifølge BorderShop Bornholm kan svenskerne købe spiritus, øl og vin til omkring halvdelen af priserne i Systembolaget. Men også danskerne vil have glæde af priserne, hedder det.