De senere år har hotellet Villa Grande dannet ramme om overnatninger, konferencer og et stort musikarrangement, men nu er ejendommen solgt til en køber, der kun havde set den via Facetime.
Det er de kendte arkitekter Friis og Moltke, der satte de streger, som endte med at blive til Villa Grande i Hadsten. Det er en bolig- og erhvervsejendom, der breder sig over 1.017 kvadratmeter.
Ejendommen blev tidligere fungeret som direktørbolig for Mogens Kjeldsen, der grundlagde og ejede elektronikvirksomhed Electromatic, hvis hovedsæde lå i netop Hadsten på nabogrunden til Villa Grande, indtil selskabet i 1988 blev solgt til den schweizisk-italienske koncern Carlo Gavazzi Holding.
Siden 2019 har ejendommen dannet ramme om boutiquehotel med morgenmad, bar og sauna, en pejsestue, mødefaciliteter samt lokaler til at afholde forskellige arrangementer og selskaber med plads til op mod 80 deltagere.
Dårlig timing
Det er Keld Sørensen og hans hustru Charlotte, der nu har afhændet Villa Grande, og herfra lyder det, at timingen i købet måske nok kunne have været bedre, men alligevel har de seneste seks år budt på mindeværdige oplevelser.
“Min kone og jeg købte Villa Grande i maj 2019. Grundet Corona viste det sig at være virkelig dårlig timing, da vi havde et halvt år uden gæster. Men det ændrede sig heldigvis, og min kone, der drev stedet, sørgede for, at det blev en fin succes og vi måtte melde udsolgt flere gange.”
”Da den lokale musikfestival blev droppet af kommunen for nogle år siden, slog vi til, og de sidste år har vi derfor, udover masser af fester og arrangementer og vores boutiquehotel med Bed & Breakfast, holdt en af Danmarks største private havefester,” siger Keld Sørensen.
Han fortæller videre, at ‘Musik på toppen’, som arrangementet hedder, havde 850 gæster første gang og hele 1.700 besøgende sidst. Villa Grande har været forpagtet siden 2023, men den aftale er nu løbet ud, og derfor var tiden inde til at sælge stedet.
Købte den nærmest ubeset
Selvom der var en vis interesse for at drive stedet videre som hotel, er det dog ikke endt sådan. Det fortæller erhvervsmægler Gustav Balsby fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus. Ejendommen skal derimod igen anvendes til det oprindelige formål.
”Flere ønskede at videreføre Villa Grande som hotel, og der var flere sjove og gode idéer, men det kan blive en stor mundfuld. I stedet er den nu solgt til en udenlandsk køber med størstedelen af sin forretning i Danmark, som vil bruge ejendommen til både bolig og egen virksomhed.”
”Han var så interesseret i stedet, at han købte ejendommen uden selv at have set det – han havde kun set det via Facetime med en dansk samarbejdspartner, der viste rundt,” tilføjer mægleren.
Relaterede artikler:
Kendt hotelkæde sælger hotel – og ser efter nye