- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Brancheforening ønsker fuld genåbning for rejser

Der er ikke nye bekymrende coronavarianter, og med mange færdigvaccinerede i Danmark og udlandet, er det på tide at tilpasse rejsereglerne, opfordrer Brancheforeningen Dansk Luftfart.

”Restriktionerne skal væk, og rejsereglerne skal tilbage til tiden før coronakrisen. Flyselskaberne er klar til at sørge for transporten, så endnu flere udlændinge kan komme til Danmark og opleve ”hverdagen”, som statsministeren sagde ved Folketingets åbning.”

Det siger direktør Michael Svane fra Brancheforeningen Dansk Luftfart i pressemeddelelse fra Dansk Industri, hvor Dansk Luftfart har sekretariat.

Michael Svane peger på, at en ekspertgruppe nedsat af regeringen anbefaler, at Danmark genåbnes efter en risikobaseret tilgang, hvor fokus er på bekymrende varianter af coronavirus. Det handler om at undgå import af nye bekymrende varianter – ikke af smitte med kendte varianter.

”Det er en tilgang, som Dansk Luftfart støtter. Derfor foreslår den danske luftfartsbranche, at de danske rejseregler normaliseres fra 1. november. Luftfartsbranchen foreslår, at rejsereglerne følger ekspertgruppens anbefalinger. Det betyder, at myndighederne fra 1. november går over til at overvåge situationen,” lyder det fra DBL.

Hvis der opstår nye bekymrende varianter, bør myndighederne og luftfartsbranchen hurtigt finde løsninger. Det kan være hurtig nedlukning af flyvninger fra bestemte lande, krav om test eller andre løsninger, tilføjes det.

Ønsker en koordinationsgruppe
Dansk Luftfart foreslår at oprette en koordinationsgruppe med repræsentanter for branchen og myndighederne. Koordinationsgruppen skal indkaldes når myndighederne overvejer, om der skal indføres rejserestriktioner eller andet for at standse bekymrende varianter.

Den politiske aftale om de nuværende rejserestriktioner udløber med udgangen af denne måned. BDL foreslår disse danske rejseregler pr. 1. november: For verden generelt skal der ikke være rejseregler, mens når det gælder ”lande med bekymrende coronavarianter” skal der gennemføres ”restriktioner på baggrund af sundhedsmyndighedernes vurdering.”

Væk med ”skraveret orange” i rejsevejledningerne
Dansk Luftfart foreslår også, at kategorien ”skraveret orange” i Udenrigsministeriets rejsevejledninger bortfalder. ”Skraveret orange” bruger UM til at fraråde ikke-nødvendige rejser til et land på grund af landets betydelige indrejserestriktioner.

”Skraveret orange er forvirrende og afholder unødigt mange fra at rejse. Der er reelt tale om information om, at der er indrejserestriktioner i et givent land. Den information kan indgå i Udenrigsministeriets rejsevejledninger under det pågældende land,” siger Michael Svane.

Bekendtgørelsen om test og isolation efter indrejse i Danmark bør revideres, så den svarer til ændringerne i rejsereglerne. Det bør fremgå tydeligt, at færdigvaccinerede med EU-godkendte vacciner er friholdt for restriktioner ved indrejse til Danmark, lyder det fra Dansk Industri.

Når test ved ankomst til Danmark er reduceret til et meget begrænset omfang, er smitteopsporings-behovet også meget begrænset, konkluderer Dansk Luftfart og tilføjer: ”I den situation bør de gældende regler om flyselskabers pligt til at overlevere detaljerede passagerlister udfases og overgå til ad hoc-opfølgning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.”

Hvis de danske myndigheder ikke vurderer, at det er muligt at tage det fulde skridt fra 1. november, foreslår BDL en faseopdelt normalisering af rejsereglerne. I Plan B peger BDL på, at de danske rejseregler fra 1. november styres af et forsigtighedsprincip.

Relaterede artikler:

Orange rejsevejledninger koster branchen milliarder

”Lærer vi ikke af coronakrisen, lærer vi aldrig noget”

Spies vil også sende gæster til orange rejselande

Ændringer i toppen af dansk luftfart