Brasiliens overfyldte og umoderne lufthavne kan blive en skændsel for landet, når det i 2014 skal være vært ved VM i fodbold.
Det siger det store lands sportsminister Orlando Silva, som overfor Reuters pointerer, at der ikke er tilstrækkelig fremgang med hensyn til moderniseringen af landets lufthavne, som er afgørende for landet indenrigstrafik.
"Når man tænker på en begivenhed i den størrelsesorden og på, at Brasilien har en størrelse som et helt kontinent, hvor gæsterne er nødt til at komme omkring med fly, så er lufthavnenes tilstand den største risiko for manglende succes”, siger han.
VM afvikles i 12 byer, hvoraf flere ligger med tusinder af kilometers afstand. Længst er der mellem Porto Alegre mod syd og Manaus i Amazon regionen, hvor afstanden er omkring 4.500 kilometer.
En rapport fra konsulentfirmaet McKinsey & Co siger, at ved udgangen af 2009 var syv af landets førende 20 lufthavne overfyldte med hensyn til både passagerer og fly, hvilket ofte førte til forsinkelser og aflysninger. Rapporten opgør lufthavnskapaciteten til 126 millioner passagerer om året med en efterspørgsel på 111 millioner, som ventes at stige til 146 millioner passagerer i 2014.
I forbindelse med VM ventes yderligere seks millioner rejsende at skulle gennem de brasilianske lufthavne og regeringen har afsat 3,8 milliarder dollar til investering i lufthavnsmodernisering frem til 2014 – størstedelen til brug i de 12 værtsbyer.
Men Orlando Silva siger, at arbejdet går for langsomt, og han opfordrer lufthavnsmyndighederne til at sætte mere skub i udbygningen, hvis man vil undgå pinlige situationer i 2014.