- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bravo Faaborg. Sådan gør man det!

Fynboerne går i spidsen med service til et krydstogtskib på søndag, hvor alle forretninger holder åbent mellem 15 og 19, selv om der kun er godt 100 passagerer om bord.

Ih, hvor kunne de lære af det, mange danske byer – med København i spidsen. Faaborg vil gerne have krydstogtskibe til byen, og på søndag kommer de luxeskibet Sea Dream l til havnen midt på eftermiddagen, og samme aften sejles videre til Sverige.

På trods af det korte ophold er det alligevel lykkedes at få samtlige forretninger til at åbne i tidsrummet mellem kl. 15 og 19. De 112 velbeslåede passagerer og 97 besætningsmedlemmer skal i hvert fald ikke møde en lukket by.

”Jeg ved faktisk ikke helt, hvad vi skal forvente,” siger Shopping Faaborgs formand Alexandra Nyegaard til Fyens Stiftstidende.
Det kunne jo tænkes, at de blot tager på en udflugt til H. C. Andersens Hus i Odense.

Turistchef Lene-Marianne Nielsen finjusterer ifølge avisen: ”Hvis nogen regner med, at de stormer ned ad landgangen for at ribbe alle hylder i butikkerne, bliver de nok skuffede.

Jeg ser mere dagen som en investering i Faaborgs image. Hvis vi får vist os, som en hyggelig og rar handelsby med venlig betjening, smil og god service, så kommer folk igen.”
Mange af de handlende er i matrosstribede T-shirts. 44 har bestilt maritimt tøj til dagen.

Fem års arbejde for havnefoged Lasse Olsen er kronedes med held. Næste år kommer Seabourn Pride og M/S Deutschland og Sea Dream ll.
Så kan København komme med sine 370 anløb med 2.500 passagerer i gennemsnit i sommer.

Faaborg fortjener en pris – og endnu flere anløb i 2012. Det har de danske rådgivere og handlingsfirmaer forhåbentlig bemærket.

 

Skrevet af Ejvind Olesen