- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bravo Tours køber charterrejsebureau

CHARTERREJSEBUREAUER: Konsolideringen fortsætter i charterrejsebranchen – Bravo Tours overtager nu 30 år gammelt dansk charterrejsebureau, der sidste år havde over 35.000 gæster.

CHARTERREJSEBUREAUER: Konsolideringen fortsætter i charterrejsebranchen – Bravo Tours overtager nu 30 år gammelt dansk charterrejsebureau, der sidste år havde over 35.000 gæster.

Sun Tours fra Aarhus er blevet købt af Bravo Tours, som er ejet af islandske Primera Travel Group. ”Prisen for Sun Tours holder vi for os selv,” siger Bravo Tours’ adm. direktør Peder Hornshøj til standby.dk

Sun Tours’ snart 30 år gamle varemærke skal fortsætte. Bureauet omsætter i år for 160 mio. kr. og har ca. 37.000 gæster. Bravo Tours er som Danmarks tredjestørste charterrejsebureau til sammenligning næsten fire gange større med 134.000 gæster sidste år.

Peder Hornshøj: ”Vi fik henvendelse fra Sun Tours, om vi kunne være interesseret i at overtage deres aktiviteter. Vi kender Sun Tours godt og har arbejdet med dem i flere år når vi har delt fly til en række destinationer. Sun Tours fortsætter som et selvstændigt varemærke, når man har været 30 år i branchen har man en stor gruppe stamkunder.

Vi har ikke tænkt os at lave noget synderligt om i Sun Tours, hvor Lars Glavind fortsætter som direktør – det samme gør hele personalet på i alt 15. Med Sun Tours under samme paraply som os, kan vi udnytte fælles synergier samt give Sun Tours’ gæster mulighed for nye rejsemål.”

Sun Tours arrangerer primært traditionelle charterrejser, men har campingrejser til Sydeuropa, skirejser til Andorra samt golfrejser til Tyrkiet. Sun Tours blev grundlagt i 1985 af Lars Glavind og Jørgen Fast. 13 år senere blev Bravo Tours grundlagt i af Peder Hornshøj og Henrik Søndergaard.

Medstifteren af Bravo Tours, Henrik Søndergaard er i dag direktør for Primo Tours, der i september overtog Århus Charter.