- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bravo Tours redder ferien

Andre flyselskaber klarer transporten efter Cimber Sterlings konkurs

Bravo Tours har fundet alternative løsninger for de fleste danskere, der var i fare for at miste deres ferierejse på grund af Cimber Sterlings konkurs.

 

”Alle, der skulle rejse fra Aalborg og København Store Bededag og lørdag kan komme af sted fra Billund Lufthavn, hvorfra vi flyver med andre flyselskaber, og der er mange flere destinationer at vælge imellem. På kort sigt er det desværre ikke muligt at finde andre fly til de berørte ruter, siger Bravo Tours’ adm. direktør, Peder Hornshøj.

 

Alt disponibelt personale hos Bravo Tours gik torsdag morgen i gang med at ombooke de mange gæster.

 

”Det er desværre ikke første gang, vi oplever en konkurs i flybranchen, så vi har god rutine i at omplacere hundredvis af gæster i en fart, siger Peder Hornshøj. 

 

Alle, der skulle have benyttet et Cimber Sterling-fly på deres charterferierejse, holdes økonomisk skadesløse. De kan uden omkostninger ændre deres ferierejse til en anden periode eller et andet rejsemål.

Skrevet af Flemming Juul