- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Brugsen i Norge sælger rejser

Supermarkedskæden Coop i Norge, der er i familie med danske Brugsen, er ved at blive landets største rejsebureau.

Herhjemme er der dog ikke udsigt til, at hverken SuperBrugsen eller Fakta vil gå ind på det samme marked, skriver business.dk.

I Norge er udviklingen sket samtidig med, at rejsebranchen har været i krise, og det har givet vækst i Coops nye division, Coop Hotellkupp, hvor man i 2009 solgte 140.000 overnatninger.

Ifølge e24.no er tilbuddene sammensat, så kunden vælger rejsemål, hvorefter Coop finder et hotel via sit eget kontor i England. Nogenlunde svarende til rejsearrangørernes uspecificerede hoteller på charterferien.

Jens Juel Nielsen, informationsdirektør i Coop, afviser dog, at der skulle være planer om noget tilsvarende i Danmark, hvor Coop omfatter Fakta, SuperBrugsen, Kvickly og Irma.

Coop i Norge og Danmark var indtil 1. januar 2008 begge med i Coop Norsen, men siden har de danske butikker været danskejede med FDB som eneejer.

Skrevet af Flemming Juul