Et stigende antal flyselskaber indfører forbud mod power banks. For forretningsrejsende, som skal have strøm nok til hele turen, er der dog råd at hente, mener FCM Travel.
Flyselskaber verden over strammer reglerne for power banks. For nordiske forretningsrejsende betyder de nye regler, at der er krav, som man skal være klar over.
Det var Lufthansa, som var det første selskab i Europa, som indførte nye regler, mens Emirates også har forbudt brugen af power banks på selskabets fly.
Singapore Airlines, Thai Airways, China Airlines, Asiana og Eva Air har også indført lignende regler, og i Sydkorea er der blevet indført et nationalt forbud mod power banks på fly.
Fra FCM Travel lyder det, at der dog er råd for, hvordan forretningsrejsende både kan følge reglerne og samtidig have adgang til elektronik.
”For rejsende fra Norden, hvor digitale arbejdsvaner er en integreret del af både arbejdsliv og hverdag, er det afgørende at forstå de nye regler. Med den rette forberedelse kan man stadig rejse produktivt og forblive forbundet,” siger Bodil Månsson, direktør for FCM Travel Nordics.
En god portion forberedelse
Som Bodil Månsson siger, mener FCM, at god forberedelse kan hjælpe de nordiske foretningsrejsende. Først og fremmest skal rejsende sætte sig ind i det enkelte flyselskabs politik, når det gælder power banks, og sørge for, at de har den nyeste information.
Og mere praktisk råder FCM rejsende til at gå ombord med en fuldt opladet tablet, computer og telefon – muligvis ved at gøre brug af opladepunkter i lufthavne.
Rejsende bør også have et ladekabel med sig, som kan benytte USB-indgange, da mange fly tilbyder opladning med USB ved sæderne. Samtidig lyder det fra FCM, at rejsende bør prioritere at medbringe en tablet til underholdning og arbejde i stedet for en computer, fordi de er nemmere at oplade ombord.
Derudover opfordrer FCM Travel rejsende til at rationere deres strøm ved at benytte in-flight entertainment.
Mens USB-opladere er smarte at have med, foreslår FCM, at man undgår offentlige USB-indgange, særligt i lufthavne, da de kan være til fare for cybersikkerheden. I stedet bør man finde en stikkontakt.
Flyver man med en power bank, hvor det er muligt, bør man i tillæg sikre sig, at den er fra et brand af høj kvalitet, da de udgør en mindre fare på flyveturen.
Relaterede artikler:
Efter ”hændelser” – Emirates forbyder powerbanks
Forretningsrejser er guldgrube for cyberkriminelle
Ny analyse: Kunder bliver også skuffede over premiumflyselskaber