- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bureau-fusion koster 15 job

Jysk Rejsebureau i Århus må sige farvel til 15 medarbejdere efter fusionen med Kilroy.

Jysk Rejsebureau har 55 ansatte på hovedkontoret i Århus og beskæftiger alt i alt 70, hvoraf 15 i det kommende år vil få en fyreseddel, skriver jp.dk.

Adm. direktør for Jysk Rejsebureau, Ole Ærthøj, forklarer, at mange af de administrative opgaver i fremtiden skal klares centralt, hvilket frigør arbejdskraft, når de to selskaber lægges sammen under det fælles navn Horizons A/S, som også får Ole Ærthøj som adm. direktør.

 

Det fusionerede bureau får hovedkontor i Århus, mens en del af de administrative opgaver skal udføres i København.

 Fusionen betyder også lukning af Jysk Rejsebureaus kontorer i København og Odense, mens Kilroy, der skal afskedige fem, lukker sine kontorer i Århus og Aalborg.

Skrevet af Flemming Juul