- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Det går bedre for passagerruterne hos DFDS

DFDS’ passagerfærger lyste op i et ellers dystert årsregnskab for 2008 - med forventning om et nul på bundlinien i år.

Det danske fragt- og passagerrederi DFDS er hårdt ramt af nedturen i også de nordeuropæiske økonomier. Derfor mere end halverede DFDS overskuddet på i 2008 og venter et nul på bundlinjen i år. Alligevel er topchef Niels Smedegaard optimist, han siger til epn.dk:



”Vi er godt tilfredse med 2008, selvom overskuddet falder. Med et markant hop i brændstofpriserne, med økonomier på randen af bankerot og med svingende valutakurser, synes vi, at det er et fint resultat. Vi er klar, når tingene vender, men ingen forestiller sig, at 2009 bliver et gyldent år.”



Passageraktiviteterne i DFDS Seaways, der i mange år har givet kæmpe underskud, viser for første gang i lang tid fremgang. ”Vi lukkede ruter i 2008 og fyrede 20 % af de ansatte i DFDS Seaways, der de sidste tre måneder har overgået vores forventninger. Det er stadig ikke godt nok, men der er opmuntrende,” siger DFDS-topchefen.



Transportkoncernen DSV købte tidligere på året halvdelen af JL-Fondets, der også ejer rederiet Lauritzen, aktiepost på 56 % i DFDS. Selvom DSV kun har 25 % af aktierne i DFDS, er der ingen tvivl om, hvem der har bukserne på i DFDS-bestyrelsen. For bordenden er DSV-formand Kurt Larsen og med i bestyrelsen også DSV’s topchef Jens Bjørn Andersen og DSV-finansdirektør Jens Lund.



Købet er dog ikke gået igennem, de europæiske konkurrencemyndigheder har bedt om yderligere oplysninger. ”Jeg kan ikke forestille mig, at købet ikke bliver godkendt. Til april regner vi med et svar fra EU,” siger Niels Smedegaard.


Skrevet af