Det Radikale Venstre foreslår nu, at flyselskaber skal betale en intelligent flyafgift for at afhjælpe problemet med stigende forurening fra lufttrafik. Det skal erstatte den passagerafgift, som regeringen ellers har afskaffet.
“I Radikale Venstre var vi imod at fjerne passagerafgiften for flytrafik, fordi det i forvejen er for billigt at flyve i forhold til, hvor meget fly forurener. Derfor vil vi foreslå en ny intelligent flyafgift på selve flyene, som differentieres ud fra det enkelte flys brændstofforbrug og flyvepraksis. Kort sagt: dem der sviner mest, kommer til at koste mest,” siger klima- og trafikordfører Martin Lidegaard , Radikale Venstre til Børsen.
Med det nye forslag vil Det Radikale Venstre forsøge at få flyselskaberne til at bruge mere miljøvenlige fly og flyvepraksisser. Indtægterne fra den intelligente flyafgift, foreslår partiet, skal bruges på at sænke skatten på arbejde eller andre afgifter.
Det Radikale Venstre får i dag lejlighed til at fremføre sit forslag, når Transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen holder vælgermøde i et fly i luften.