- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gate Elevens direktør stopper

Adm. direktør for det store leisurebureau Gate Eleven og salgsdirektør for MyTravel-gruppen i Danmark, Lone Bach, forlader MyTravel i denne uge. Beslutningen kom mandag efter en samtale med MyTravel-chefen for Danmark, Bjarne Hornbek. Hun afløses af direktør for Spies Danmark, Jan Vendelbo, der får en nyoprettet stilling som salgs- og marketingsdirektør for MyTravel-gruppen i Danmark. ...

Adm. direktør for det store leisurebureau Gate Eleven og salgsdirektør for MyTravel-gruppen i Danmark, Lone Bach, forlader MyTravel i denne uge. Beslutningen kom mandag efter en samtale med MyTravel-chefen for Danmark, Bjarne Hornbek.



Hun afløses af direktør for Spies Danmark, Jan Vendelbo, der får en nyoprettet stilling som salgs- og marketingsdirektør for MyTravel-gruppen i Danmark. Denne tæller foruden Gate Eleven og Spies også Tjæreborg Rejser, Ving, Skibby – hertil kommer MyTravel Airways.



Om årsagen til hendes overraskende afgang sagde Lone Bach i går til Take Off: ”Det er en del af aftalen, at vi ikke kommenterer dette. Men det er sket i fuld fordragelighed.”




Lone Bach – der nåede 11 år hos Gate Eleven – overtog i 1999 stillingen som adm. direktør efter sin gemal, John Bach, der i dag er marketingsdirektør i et firma uden for rejsebranchen.



”Gate Eleven kører helt fantastisk, og er langt over vore salgsmål,” siger Lone Bach, der runder 40 den 2. juli. Om fremtiden siger hun: ”Når man lukker en dør, åbner en ny sig. Men jeg er ret overbevist om, at jeg fortsætter i rejsebranchen, her har hele min professionelle karriere været.”



”Men det er med et stort savn i hjertet, at jeg forlader Gate Eleven efter så mange år. Jeg vil savne de gode medarbejdere i MyTravel-rejsebureauerne, som alle gør en fremragende indsats,” siger Lone Bach, som for halvandet år siden også blev salgsdirektør for MyTravel-bureauerne i Danmark. Hun er i bestyrelsen for Danmarks Rejsebureau Forening.



Lone Bachs afløser, Jan Vendelbo, forbliver som direktør for Spies Danmark, men skal fremover bestride en nyoprettet stilling som salgs- og marketingdirektør for MyTravel Danmark.

Til Take Off siger han:



”Vi slår salg og marketing sammen i én stor afdeling. Eftersom det først er sket i dag (mandag, red.) er alt dette nyt for mig. MyTravel skal ruste sig til de nye udfordringer fra konkurrenterne – derfor går vi nu i gang med at lave en ny organisation.”



”Vi vil se megen mere brug af rutefly – og kun have charter til de destinationer, hvor vi kan fylde vore egne fly 100%. Så rutefly er et klart fokus- og vækstområde for os. I dag flyver ca. 15% af vore passagerer med rutefly – om 2-3 år er dette tal nok fordoblet,” siger 42-årige Jan Vendelbo, der har været 19 år hos Spies Rejser og siden 1996 været med i Spies/MyTravels ledergruppe på bl.a. nordisk plan.



Jan Vendelbo vil primært få kontor i den store MyTravel rejsebutik på Rådhuspladsen i København.



Nyheden om, at Lone Bach stopper i denne uge kom som en bombe for de ansatte i ikke mindst Gate Eleven. Herfra sagde salgschef Michel Jørgensen i aftes til Take Off:



”Firmamæssigt bliver det et kæmpe afsavn for såvel os ansatte som samarbejdspartnere, at sige farvel til Lone. Men vi medarbejdere i MyTravel har stor tillid til, at Jan Vendelbo og hans visioner og synergier vil bringe os alle succes.”



MyTravel er med over 335.000 gæster i år – her af 50.000 hos Gate Eleven – Danmarks største rejsearrangør.




Gate Eleven, der er eneste overskudsgivende rejsebureau i MyTravel Danmark, sælger primært rejser med rutefly; knap halvdelen indenfor Europa, mens navnlig USA samt Fjernøsten trækker godt på de oversøiske destinationer.

Skrevet af