- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS undsiger norsk sikkerhedsekspert

SAS afviser udtalelser fra fagchef hos de norske luftfartsmyndigheder om, at SAS’ sikkerhed er i fare – SAS får opbakning fra direktør for Statens Luftfartsvæsen i Danmark.

”Der er ingen årsag til at stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i SAS. Generelt er den flysikkerhedsmæssige udvikling i SAS tilfredsstillende,” siger Kurt Lykstoft Larsen, direktør for det danske Statens Luftfartsvæsen, i pressemeddelelse fra SAS.



Pressemeddelelsen kom efter at Jyllands-Posten i dag citerer fagchef for det norske Luftfartstilsynet, Kjell Klevan, som siger, at flysikkerheden i SAS er i fare.



Klevan referer i sin rapport – fra marts i år – til to hændelser med SAS-fly i Shanghai. Ved den første lavede SAS-piloter i 2005 en dårlig start og bankede halepartiet i det startende fly i banen. I den anden sag lettede et SAS-fly fra Shanghai med en utæthed fra en af flyets brændstoftanke.

Begge hændelser rapporterede SAS efter reglerne til de skandinaviske luftfartsmyndigheder, som har behandlet dem – og SAS har indført foranstaltninger for at forhindre gentagelser.



”Hændelserne i Shanghai var unikke og uacceptable og skulle selvfølgelig aldrig være forekommet – men SAS tager på det kraftigste afstand fra Klevans udtalelser om at der findes et generelt problem med flysikkerheden i SAS,” siger vicekoncernchef og chef for selve flyselskabet SAS, danske John Dueholm.



Jyllands-Posten citerer som nævnt i dag sikkerhedsekspert og fagchef i Luftfartstilsynet i Norge, Kjell Klevan, for at SAS er gået fra at være et robust og trygt flyselskab til at være skrøbeligt og sårbart.



I et notat – fra marts i år – til sine skandinaviske kolleger, beskriver han en mangelfuld sikkerhedskultur i SAS, præget af en uvilje mod at erkende egne fejl og en manglende vilje til at samarbejde med myndighederne.



Kjell Klevan fastholder ifølge Jyllands-Posten sine udtalelser fra marts:

”Det er jo den tendens, vi har observeret. Det er vel, som jeg har sagt, formentlig et spørgsmål om tid, før en alvorlig ulykke kan ske i SAS,” siger han

Skrevet af