Københavns Lufthavn forhindrer fair konkurrence til gavn for kunder og samfund, lyder svaret fra investorgruppen på Københavns Lufthavns afvisning af lavpristerminalen. Investorgruppen vil klage over afvisningen til politikerne.
”Vi troede efter mødet torsdag med lufthavnsledelsen, at vi havde haft en rimelig drøftelse, og at lufthavnen var indstillet på en fair dialog,” siger bestyrelsesformand Torben Thyregod fra Terminal A og fortsætter:
”Kort efter mødet kom pressemeddelelsen fra lufthaven, hvor de fuldstændig afviser vores forslag. Jeg ved ikke, hvad der er sket i mellemtiden. Måske har lufthavnens direktør, Brian Petersen, talt med den australske kapitalfond der ejer flertallet af aktierne i lufthavnen og fået at vide, at han skal sige blankt nej til alt. Det må være grunden til at Brian Petersen pludselig er så sur.”
Investorgruppen, ”Terminal A,” vil kontakte politikere og transportministeren for at få lufthavnen til gå ind i en seriøs dialog i stedet for at sige nej til konkurrence.
”Og vi vil klage til Konkurrencestyrelsen over afvisningen. Konkurrencen er til gavn for Danmark og det kan ikke være rigtigt, at en kapitalfond fra Australien, der hiver et aktieudbytte på omkring en milliard kr. ud af Danmark om året, kan bremse initiativet,” siger Torben Thyregod.