- STANDBY.DK - https://standby.dk -

British Airways taber halv milliard på forhøjet sikkerhed

Som noget ganske uhørt skælder British Airways’ koncernchef offentligt ud på ledelsen af British Airport Authority for ikke at være klar til at tackle en situation som den nuværende. BA overvejer sagsanlæg.

Willie Walsh siger i et avisinterview, at kaosset i Storbritanniens lufthavne, navnlig i den BAA-ejede Heathrow, burde kunne være undgået.



“Siden 11. september har enhver i rejsebranchen vidst, at der kunne komme et tidspunkt med behov for forhøjet sikkerhed. Men da det kom havde BAA ingen plan så Heathrow kunne fungere tilfredsstillende – køerne i terminalerne mindede om et mareridt i Disneyland,” sagde han til Daily Mirror.



Walsh tilføjede, at fordi British Airways siden torsdag i sidste uge har måtte aflyse 1.000 flyvninger, overvejer BA nu at sagsøge British Airport Authority. Aflysningerne har skønsmæssigt kostet British Airways 50 millioner pund.



Også Virgin Atlantic, som mens at have tabt 15 millioner pund på aflysningerne, overvejer at sagsøge BAA.



BAA forsvarer sig med, at ingen kan bebrejdes det skete og at der er tale om ekstraordinære omstændigheder, som ingen kunne forudse og derfor havde BAA ingen beredskabsplan.

”For at klare en situation som denne, skulle vi have haft 50 % flere sikkerhedsfolk siddende og vente på, at noget sådant ville ske,” siger BAA.



Heathrows nuværende fire terminaler er designet til at klare 40 millioner passagerer – i fjor var der 68 mio.

Når Terminal 5 efter planen åbner om to år, øger den Heathrows passagerkapacitet med 30 millioner.

Skrevet af