Stopper til efteråret - ingen efterfølger udpeget endnu.
Topchefen for SAS-koncernen, Jørgen Lindegaard, forlader selskabet i løbet af efteråret. Det meddelte han koncernens bestyrelse her til morgen.
Jørgen Lindegaard kom til SAS i maj 2001, og siger i forbindelse med sin fratræden: “Mine fem år i SAS har været præget af omfattende forandringer. 11. september katastrofen indtraf kort efter min tiltræden, og havde en kraftig indflydelse på rejsemønstrene. Samtidig tiltog konkurrencen fra lavprisselskaberne markant”.
Lindegaard tilføjer, at SAS nu har gennemført de første skridt i retning af nødvendige besparelser og en transformation af flykoncernen: “Jeg vil gerne takke alle SAS medarbejdere for disse år. Jeg føler at tiden nu er rigtig til en ny CEO. Og for mit eget vedkommende vil jeg også gerne have nye udfordringer”.
Bestyrelsesformand i SAS, Egil Mycklebust, beklager Lindegaards beslutning, og udtaler: “Jørgen har ydet et enestående bidrag til vores virksomhed. Det er ingen overdrivelse at sige, at han har haft et af de mest udfordrende topjobs i Skandinavien, og han har stået i spidsen for at lægge et stabilt fundament for koncernens videre udvikling”.
Jørgen Lindegaard har en opsigelsesperiode på seks måneder, og vil således slutte hos SAS senest ved udgangen af oktober. Koncernens bestyrelse er omgående gået i gang med at søge efter hans efterfølger.