- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureaudirektør blev høj i hatten

”Det er vidst ved at blive en trend,” siger medejer og adm. direktør for Krone Rejser, Henrik Neelmeyer. Den tidl. direktør for Spies Rejser har netop gennemført den tunge uddannelse som MBA’er og er dermed i lille, eksklusiv klub af højtuddannede i rejse

I dag 45-årige Henrik Neelmeyer startede i rejsebranchen på Spies’ guideskole – det var for 24 år siden, han har dermed 25 års jubilæum i rejsebranchen til oktober næste år.



Men Henrik Neelmeyer blev aldrig guide, selv om han sikkert ville have været fortrinlig – i stedet fandt han hurtigt ud af, at han ville arbejde i selve rejsebureauet. Det blev til 17 år i Spies, bl.a. adm. direktør for Spies.



Da engelske Airtours (senere MyTravel) overtog Spies-koncernen, kom Neelmeyer til Radisson SAS’ interne reklamebureau ”Creative Corner.” Her stod han bl.a. for markedsføring og ”branding” af kædens 110 hoteller.



For tre år siden blev han medejer og adm. direktør af Krone Rejser, sammen med en chef fra Airtours/Spies, Lars Thuesen, som hovedaktionær (der er 2 Lars Thuesen’er i den danske rejsebranche, ham bag bl.a. Krone Rejser og Stand By/Take Off – og så navnebroderen, ambassadør Lars Thuesen, som er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, red.)



”Med den stigende internationalisering i rejse- og turismeerhvervet er det nødvendigt at uddanne sig løbende og få en stærkere teoretisk og strategisk ballast – derfor har jeg netop gennemført min MBA,” siger Henrik Neelmeyer.



Neelmeyer tog sin MBA på AVT Institute of Executive Education med undervisning på bl.a. universiteterne Harvard i Boston og Berkeley i San Francisco samt månedlige undervisningsdage på Hilton København.



Henrik Neelmeyer er i bestyrelsen i R.I.D., foreningen af (charter)rejsearrangører i Danmark samt formand for VL gruppe 59.

Og fritiden bruges bl.a. at vedligeholde flycertifikatet og forsøge at blive bedre til golf.



En hurtig søgning på Take Offs hjemmeside viser, at disse fra den danske rejsebranche også har en MBA:



Air Greenlands nye koncernchef, Michael Binzer, den afgåede adm. direktør for Hilton Copenhagen Airport, Allan Agerholm (nu direktør for Copenhagen Hotel Management), direktør Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse, koncernchef Søren jespersen fra DFDS, adm. direktør Jan Lockhart fra Apollo/kuoni, Københavns Lufthavns nye adm. direktør, Brian Petersen, direktør Ibrahim Ramadan fra Atlantis Rejser og salgsdirektør John Uggerhøj fra Jettime,



HB

Skrevet af