Københavns Lufthavns direktør, Niels Boserup, er ikke enig i SAS' kritik af afgiftsomlægningerne, som især gavner lavprisoperatørerne.
SAS er særdeles utilfreds med Københavns Lufthavns planer om at omlægge passagerafgifterne, så det bliver lettere at tiltrække lavprisselskaber. Den almindelige lufthavnsafgift sænkes fra 1. januar med 15 procent, men til gengæld fjerner lufthavnen rabatten på transfer-passagerer. Det vil især komme til at gå ud over lufthavnens største kunde SAS.
Direktør for Københavns Lufthavn, Niels Boserup, afviser SAS’ kritik, idet han ikke mener, at de påståede tab er realistiske. Niels Boserup vil gerne være med til at finde en løsning, der kan holde SAS skadesløs. Han mener dog også, at afgiftsændringerne på sigt kan være gavnlige for SAS.
Det er ikke nogen hemmelighed, at omlægningen af afgifterne sker for at tilfredsstille og tiltrække
lavprisselskaberne, der tegner sig for stadig flere afgange fra København. Derimod er antallet af
transferpassagerer faldet. ”Vi gør det her for at gavne de billige billetter. Men det kommer jo også SAS til gode, der selv hører til blandt de største lavprisoperatører i Københavns Lufthavn,” siger Niels Boserup.
(Berlingske Tidende, 16/3)