Norsk sololøb
Karsten Madsen venter en International CO2 løsning
CO2-udslippet er et globalt mega-problem, som politikerne selvfølgelig må forholde sig til. Men den ide, som den norske statsminister, socialdemokraten Jens Stoltenberg brugte sin nytårstale til at lancere er ubrugelig. Nordmændenes plan er at belægge alle flyrejser foretaget i tjenstlig anledning af norske embedsmænd med en særlig afgift formentlig for at nedbringe antallet af rejser eller få den enkelte norske myndighed til at overveje valg af rejseform.
Nu er det nemt at opstille den slags teorier, men Norge er jo et temmelig langstrakt land og tjenstlige rejser må af praktiske årsager oftest foregå med fly, og derfor vil den vigtigste virkning af en norsk flyskat på offentlige rejser være større udgifter for myndighederne og dermed højere skatter.
Med al respekt for Norges betydning for det globale miljøbillede, batter det jo som en skrædder i helvede at lave en isoleret løsning for Norge,
Når flere danske politikere kan tale med begejstring om Jens Stoltenbergs upassende nytårsspøg, er det jo fordi de overser, at en af grundene til, at det er Norge, der spiller ud, er landets selvvalgte europæiske isolering.
På et eller andet tidspunkt vælger de europæiske lande formentlig i samarbejde med i hvert fald USA, men måske alle G8-landene, en fælles politik for at begrænse den globale opvarmning.
Hvis andre lande som Norge valgte deres egen miniature-model for at demonstrere politisk korrekthed ville det bidrage til at stille sig hindrende i vejen for den store løsning. Den bliver vort norske broderfolk slet ikke inddraget i, fordi de som ikke-medlem er uden for EU-landenes besluttende kreds.
Men de kommer til at kopiere den. For sådan er vilkårene for norsk erhvervsliv i en lang række EU-sammenhænge.
Flybranchen har brug for ensartede konkurrencevilkår – ikke for særbehandling af bestemte kundegrupper.
Er konkurrencen lige og fri, vil markedskræfterne sørge for, at billetterne bliver de billigst mulige.
Derfor må den fikse norske ide ikke slå rødder i det politiske miljø i Danmark. Uanset om man deler bekymringen for den globale opvarmning eller ej.