- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Campingvogn og autocamper gratis med Smyril Line

Smyril Line slår et slag for Færøerne som campingdestination med tilbud om at få campingvognen gratis med begge veje hele sommeren - hvis bare man kan sejle hjem fra Tórshavn om søndagen!

Færøerne er endnu ikke kendt for overdådigt udstyrede luksuscampingpladser. Men der findes 14 velfungerende campingpladser, der som kompensation for enkelt indretning ofte tilbyder suveræne placeringer midt i den spektakulære natur – og til lave priser.

 

”I årevis har der heroppe været en diskussion, om nogen turde løbe risikoen og foretage en større investering i en mere luksuspræget campingplads, for det mangler vi,” erkender turistkoordinator John Eysturoy fra turistorganisationen VisitFaroeIslands og tilføjer:

 

”Også af den årsag er det skønt, at Smyril Line i år har valgt at gøre det gratis at medtage campingvogne på halvdelen af sine afgange i højsæsonen.”

 

Hos Smyril Line, der sejler mellem Hirtshals og Torshavn og i øvrigt derfra videre til Island, forklarer markedschef, Solvej Boltz, at man også herfra er interesseret i at være med til at udvikle et gryende færøsk campingmarked. Det kan på sikre flere gæster ombord på rederiets gode skibe Norröna med bl.a. swimmingpool, biograf, toldfri butik, barer og restauranter.

 

Da rederiet står med overskudskapacitet på sine nye ekstra ugentlige højsæsonsafgange, har man valgt i år at lade de campister, der kan sejle hjem fra Tórshavn om søndagen medtage deres op til 12 meter lange og 3,5 meter høje mobilholmes og campingvogne gratis – normalt koster det op til 13.500 kr. pr. returrejse.
Så må campisterne til gengæld selv bestemme om, at de vil sejle fra Hirtshals med lørdags- eller tirsdagsafgangen.

Skrevet af redaktionen