- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthavne venter på næste generation af sikkerhedsudstyr

Københavns Lufthavns sikkerhedschef glæder sig til mere moderne teknologi i sikkerhedskontrollen kan overflødiggøre plasticposer og gennemlysning af overtøj.

Underdirektør i Københavns Lufthavn, Mogens Kornbo, som blandt meget andet har ansvaret for lufthavnens sikkerhedskontrol, efterlyste som en af gæstetalerne torsdag på Danish Business Travel Associations store og meget velbesøgte konference om rejse-sikkerhed, at lufthavnene får næste generation af sikkerhedscheck.



Den nye teknologi vil bl.a. gøre det unødvendigt at have cremer, tandpasta osv. i plasticposer, at tage overtøjet af ved sikkerhedskontrollen osv. Kort sagt, passagererne kan komme hurtigere igennem kontrollen og der bliver mindre ventetid.



Bagefter sagde Mogens Kornbo til Take Off: ”Den nye teknologi findes, men er endnu ikke helt leveringsklar til lufthavnene.”



Mogens Kornbo, som i denne uge meddelte, at han forlader sin stilling med udgangen af april for at blive direktør i et børsnoteret ejendomsfirma, ser frem til, at den nye teknologi kommer til lufthavnene.



”I dag bruger lufthavnenes sikkerhedskontrol i princippet en gammeldags teknologi, hvor der – som også Københavns Lufthavns adm. direktør, Niels Boserup, har sagt – kommer lappeløsning på lappeløsning oven i.”



”Men sikkerhed i lufthavne er selvfølgelig ikke til diskussion,” sagde Mogens Kornbo. Han er chef for 1.500 af de 1.750 medarbejdere hos lufthavnsmyndigheden, Københavns Lufthavn; heraf er de 700 ansatte i sikkerhedsorganisationen.



Københavns Lufthavn, der sidste år havde et rekordoverskud på over en milliard kr., har netop droppet gratis plasticposer til passagerernes toiletartikler.

”Men det har altså ikke noget med penge at gøre. Vi skal blot vende passagererne til, at de skal have gjort dette, inden de kommer i lufthavnen. Vi laver nu en kampagne om at de skal huske dette.”



Torsdagens konference på Scandic Copenhagen, arrangeret af Danish Business Travel Association, samlede 173 tilhørere, bl.a. travel managers og rejsebrancheleverandører som flyselskaber osv.

Blandt talerne var justitsminister Lene Espersen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, Lars Thuesen, en seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier, en fremtidsforsker, repræsentanter fra FL Smidth, Arla, Dansk Røde Kors og flere andre.



HB

Skrevet af