Kalder sig nu beskedent ”verdens foretrukne flyselskab” efter i august at have haft flere passagerer end British Airways, der var ramt af storstrejke i London Heathrow.
Ryanair fejrede mandag, at selskabet for første gang i en måned fløj flere passagerer end British Airways. August-statistikkerne fra Ryanair og British Airways viser, ifølge Ryanair, at det irske lavprisselskab havde 156.000 flere passagerer end British Airways.
Ryanair har i dag 250 ruter i 21 lande og forventer i løbet af i år at transportere 35 millioner passagerer.
Ryanairs adm. direktør Michael O’Leary: ”Det er nu officielt. I sidste måned overhalede vi British Airways. Ryanair fløj over 3,26 millioner passagerer, 27% flere end i samme periode sidste år. I samme tidsrum havde British Airways 3,1 millioner passagerer.”
”Ryanairs passagertal vokser hastigt takket være de laveste billetpriser, branchens største punktlighed samt vor garanti for, at der aldrig kommer ekstraudgifter til brændstof. British Airways bliver ved med at jage deres kunder væk med den ene brændstofstigning efter den anden, høje priser, ringe punktlighed, aflysning af afgange og ingen catering. Hos Ryanair kan kunderne i det mindste købe en sandwich for de 100 pund, de har sparet i forhold til British Airways.”
Ryanair sælger ca. 98% af sine billetter via nettet.