- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Charterferien kun lidt hæmmet af valgkamp

”Jeg kan ikke forestille mig, at nogen afbestiller eller undlader at bestille på grund af valgkampen, ” siger charterrejsernes formand (RID) Peder Hornshøj fra Bravo Tours. – Regnen betyder mere.

Netop som regnen fossede ned og danskerne stod i kø i charterbureauerne for at komme til mere solsikre mål, blev valget udskrevet. Der er ikke nogen fast formel på, hvad der så sker, men nogle gange er salget gået lidt i stå. Alt efter årstiden.

Da takeoff.dk i går spurgte charterbureauerne var der ingen soleklare svar. Regnen har i forvejen sat godt gang i salget her og nu og i september, mens valgkampen løber.

”Folketingsvalget betyder ingenting for vælgernes rejselyst. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen undlader at bestille og slet ikke, at de afbestiller med mindre de da selv er kandidater. Vi har ikke mærket nogen afmatning de første dage efter, at valget er udskrevet, ” siger adm. direktør Peder Horsnhøj, der også er formand i RID.

”Vi er forberedt på, at salget går mere trægt i en valgperiode under normale omstændigheder. Denne gang er forholdene ikke normale, og regnen driver folk ud af landet og til brevstemmer. Halvdelen af vore kunder er bedøvende ligeglade om de kan følge tre ugers debat på TV. De kan også sagtens undvære selve valgaftenen på skærmen.

Brevstemmer er opfundet – og så følger ferien,” siger salgsdirektør Stig Elling, Star Tour.

”Normalt kommer der måske en afmatning. Den er bare ikke kommet endnu. Vi har ikke mærket faldende salg i weekenden. Regnen skubber mere på, end valget trækker fra. Sådan er det bare, ” siger Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines (Spies Rejser).

 

Skrevet af Ejvind Olesen