HORESTA har fået ny formand i Region Nordjylland i form af Ruths Hotels direktør. Hun mener særligt, at der skal arbejdes for at styrke regionen i skuldersæsonen.
Den 1. juli 2025 indtog Maria Bundgaard Christensen pladsen som direktør på det kendte Ruths Hotel i Skagen, fordi den forhenværende direktør, Tom Boye, mente, at tiden var inde til at stoppe.
Nu skal Maria Bundgaard Christensen sørge for at varetage interesserne for ikke blot Ruths Hotel, men også de andre hoteller i Nordjylland, som er en del af HORESTA.
Hun er således blevet valgt som regionsformand for organisationen i Region Nordjylland, og selv siger hun i en pressemeddelelse, at det er vigtigt for hende at blive et bindeled for branchen i regionen.
”En af mine vigtigste opgaver bliver at samle hele branchen i Nordjylland. Når man samles og sidder ved samme bord, skaber man de gode relationer – og man står også stærkere sammen som arbejdsgiver. Det er noget af det, jeg vil fremme på tværs af hotel-, restaurant- og turismebranchen i vores region. Det gælder både, når branchen mødes fysisk og i det daglige arbejde ude omkring i regionen,” siger Maria Bundgaard Christensen.
Har et internationalt tilsnit
Maria Bundgaard Christensen er i dag 44 år, og det meste af karrieren har været under internationale himmelstrøg. Hun forlod Danmark som 18-årig og har i løbet af de seneste to årtier arbejdet i hotelbranchen med ophold blandt andet på Mallorca, hvor hun studerede hotel management.
Hun har blandt andet haft forskellige stillinger hos Jumeirah Group og Gran Isla Hotels på Mallorca, Majestic Resorts i Den Dominikanske Republik samt Bahia Principe Hotels & Resorts i Spanien. Før hun kom til Ruths Hotel, var hun hotelchef for Hotel Randers, som er en del af Bühlmann-kæden.
Hun vendte tilbage til Danmark for fire år siden, hvor hun i dag bor med sin mand og deres to hunde, som de har reddet fra gaden.
Vil styrke skuldersæsonen
Maria Bundgaard Christensen fortæller, at hun særligt vil have fokus på at styrke samarbejdet på tværs af destinationer i Region Nordjylland. Særligt med fokus på at tiltrække gæster uden for den travle sommersæson.
”I Nordjylland er vi heldige om sommeren. Vi har fantastiske destinationer og kyster, og mange turister kommer helt af sig selv. Men udover Aalborg er der ikke nok aktivitet i skuldersæsonen, hvis du spørger mig. Derfor skal vi arbejde mere sammen, måske også med inddragelse af Destination Nord, for at få flere turister herop om vinteren,” siger hun.
Hun peger på, at hele regionen har et stort potentiale fra Skagen til Blokhus, Frederikshavn, Sæby og Hirtshals, hvor naturen kan være en driver for turisme året rundt.
Ud over Maria Bundgaard Christensen som ny regionsformand for HORESTA i Nordjylland er Jane Andersen, administrerende direktør hos HimmerLand Resort, blevet valgt som næstformand i regionen.
Relaterede artikler:
Kører ny direktør i stilling på ikonisk Skagen-hotel