- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cimber har det halve kongerige

Cimber Sterling fortsætter fremdriften, specielt på indenrigsflyvninger, hvor selskabet nu sidder på halvdelen af markedet.

Mere end hver anden passager, der krydser Danmark med fly, sidder nu i en Cimber Sterling-maskine, viser det danske selskabs trafiktal for februar.

 

85.519 passagerer fløj i februar indenrigs med Cimber Sterling, hvilket svarer til godt 52% af markedet for indenrigsflyvninger.

 

”Vi er naturligvis meget tilfredse med for første gang at sidde på over halvdelen af indenrigsmarkedet. Samtidig står vi for over 60% af samtlige flyvninger i Danmark, hvilket er et udtryk for den fordel, vi har ved at have en fleksibel flyflåde med både større og mindre fly,” siger adm. direktør i Cimber Sterling, Jacob Krogsgaard.

 

Selskabet har den seneste tid udvidet frekvensen på flere af de syv danske destinationer, og bl.a. derfor er passagertal på indenrigsflyvninger hele 30% højere end samme måned sidste år. Samtlige indenrigsruter ligger væsentlig højere end februar 2010, og en rute som Aarhus-København er vokset med 171% siden samme måned sidste år.

 

Også på regionale flyvninger har Cimber Sterling oplevet kraftig vækst – passagertallet på de regionale ruter er 25% bedre end sidste år. Samlet set havde Cimber Sterling 141.281 passagerer i februar 2011, hvilket er 15% over tallet for februar 2010.

Skrevet af Flemming Juul