- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cimber-krak koster passager i Billund og Aalborg

Cimber Sterlings konkurs 3. maj gav som ventet fald i passagertallene sidste måned i Danmarks næst- og tredjestørste lufthavne, Billund og Aalborg.

I maj havde Billund Lufthavn 223.796 passagerer, et fald på 6,5 % i forhold til samme måned sidste år.

 

Den primære årsag til nedgangen er Cimber Sterlings konkurs. Den betød, at ruterne til København, Oslo, Stockholm og Bergen ikke længere blev betjent.

 

Sun-Air åbnede kort efter afgange til Oslo og Stockholm og åbner 10. juni til Bergen med fem ugentlige afgange – en mere end Cimber Sterling.

 

Imidlertid er det ikke lykkedes at retablere indenrigsruten til København, hvilket i maj medførte et fald i indenrigspassagerer på 12.402 eller 93,7 %. Billund Lufthavn forventer indenfor den nærmeste fremtid at finde en løsning vedr. den manglende indenrigsrute. Bud på en ny operatør mellem Billund og København er enten Danish Air Transport eller engelsk-finske Flybe.

 

21. maj åbnede Skyways rute fra Billund til Stockholm med tre daglige afgange, men blot for én dag, da selskabet indgav konkursbegæring 22. maj. Selskabet havde samme ukrainske ejer som Cimber Sterling.

 

Maj bød også på nyheden om, at Turkish Airlines fra 16. juli vil flyve tre gange om ugen fra Istanbul til Aalborg, derfra til Billund og så retur til Istanbul. Herfra har Star Alliance-medlemmet et stort rutenetværk til resten af verden. Turkish Airlines har over 200 destinationer og 32 mio. passagerer, oplyser Billund Lufthavn.

 

Cargo Center Billund ekspederede sidste måned 4.831 tons gods, en nedgang på 14 %. Tallene afspejler, at de økonomiske konjunkturer fortsat er under pres, noterer adm. direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen.

 

Også passagertab i Aalborg Lufthavn

Cimber Sterlings fravær på navnlig indenrigsruten til København satte også sit præg i Danmarks største indenrigslufthavn, Aalborg.

 

Totalt rejste 113.258 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn, et fald på ni procent i forhold til maj sidste år, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Skrevet af Henrik Baumgarten