- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cimber og Billund vindere i ny SAS strategi

Der var tre selskaber med i opløbet om at sikre en aftale om indenrigstrafikken, men Cimber blev vinderen med aftale om en leasing af ATR fly, og samtidig starter ny rute med SAS fra Billund til Oslo.

Det blev som ventet Cimber A/S, der fik kontrakten om at flyve fra Billund fra 13. august med ATR med plads til 66 passagerer fem gange daglig. Det er i sig selv et gennembrud for en SAS strategi, som kun i det tidligere samarbejde med Cimber har tillempet sig, at andre end SAS selv kan flyve egne ruter.

 

Nu bliver der tale om et Cimber fly med egen besætning, der flyver som SAS-fly. Noget lignende sker allerede med fire CRJ- jet fra Cimber, men her sidder to SAS-piloter i cockpittet.

 

Der var tre selskaber med i opløbet, men det oplyses ikke hvem det var. Der er dog næppe tvivl om, at den ene var DAT, som nu tilbydes codeshare aftale både fra Rønne og Sønderborg. Noget som kan give et ekstra pust for at sikre god økonomi på de to minder danske ruter.

 

På Aarhus og Aalborg forstærker SAS selv, og fra Aarhus kommer der op til syv daglige flyvninger, og fra Aalborg ni.

 

”Vi øger med 34 afgange på begge ruter, og det er rigtig passende i forhold til det behov og den efterspørgsel, vi oplever, ” siger vicepræsident og marketingdirektør Per Møller Jensen i SAS. ”Alt for mange rejsende fra Jylland har stået i en rigtig ærgerlig situation efter Cimber Sterling ikke længere flyver,” fortsætter han.

 

Allerede for nogen tid sid fandt SAS ud af, at det vil blive begrænset, hvor mange forretningskunder og turister, som rejser videre ud af København fra Karup. Ydermere tror man, at de vil finde til Billund eller Aarhus. Lavpristrafikken fra Karup til København må Norwegian gerne have alene, mener man i SAS.

 

Fra Billund sætter SAS et fly ind med daglige afgange til Oslo, og spørgsmålet er om SAS i fremtiden vil til at have flere direkte ruter ud af Billund til udenlandske lufthavne.

 

Nu er banen kridtet op, og det spændende bliver om Flybe herefter vil prøve kræfter på det danske marked. 

Skrevet af Ejvind Olesen