- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cimber-Sterling formand: Vi skal blive bedre

Selskabet fik sin udvidelse af aktiekapitalen og nogle alvorsord med på vejen om at sikre bedre kvalitet i flyveplanen.

”Resultatet af tredje kvartal levede op til vores forventninger. Resultatforbedringer var tydelig, hvilket understreger, at kursen er den rigtige, men vi er ikke i mål, før der er overskud, og vi kan genere afkast til vore aktionærer, ” sådan sagde bestyrelsesformand Gregory Gurtovoy i går på Cimber Sterlings ekstraordinære generalforsamling i København.

 

Undervejs faldt der også et par alvorsord af som: ”Cimber Sterling har i en periode ikke været gode nok til at sikre den rette kvalitet i flyveplanen, og det har medført for mange aflysninger. Vi må sikre os, at der sker en permanent forbedring heraf.”

 

Ellers var budskabet, at der skal arbejdes tættere sammen med søsterselskabet Skyways, og en strømlinet flyflåde optimere ruteøkonomien ved at fokusere på de rentable og strategiske vigtige ruter. Flere tiltag, der skal reducere omkostningerne, og ambitionen er fortsat at gøre Cimber Sterling til Nordens førende regionale flyselskab i et tæt samarbejde med Skyways.

 

Det primære punkt på dagsordenen var at udvide selskabets aktiekapital med op mod 300 mio. kr. i en eller flere omgange frem til udgangen af i år. Forslaget blev vedtaget. Man forventer fortsat en koncernomsætning i året på ca. 2,0 mia. kr. og et driftsresultat med et minus på mellem 160 og 200 mio. kr.

 

Formanden uddybede det således: ”Kombinationen af forbedret indtjening, lavere omkostninger og lånene fra Mansvell har betydet en forbedring af likviditeten, men virkningen er ikke tilstrækkelig til et genoprette egenkapitalen. Det er ledelsen klare mål at forbedre egenkapitalpositionen inden udgangen af i år, og hensigten er, at det skal opnås ved en kombination af konvertering af gæld og på længere sigt forbedret driftsindtjening.”

 

Ny i bestyrelsen blev Lone Koch som mindretalsrepræsentant. Hun sad også i bestyrelsen fra 1994 til 2011. Formanden udtrykte sin store tilfredshed med igen af have Lone Koch med om bord.

 

Endelig blev PricewaterhouseCoopers valgt som ny revisor i stedet for KPMG, som overraskende af en eller anden grund har opgivet at være med.

Skrevet af Ejvind Olesen