- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cimber Sterlings sunde dele kan reddes

Dele af konkursboet efter Cimber Sterling kan komme på vingerne igen, mener kurator. Flere flyselskaber er interesseret – men en løsning skal komme snart, inden alle godbidderne fra Cimber er opslugt af andre.

Svenske Skyways samt engelsk-finske Flybe Nordic, er blandt de flere interesserede i hele eller dele af konkursboet efter Cimber Sterling, erfarer takeoff.dk
Sonderingerne fortsatte gennem weekenden.

 

Skyways har samme ejer som krakkede Cimber, det cypriotiske investeringsselskab Mansvell Enterprises, kontrolleret af den ukrainske milliardær, Igor Kolomoyskij. Kolomoyskij valgte ikke at putte flere millioner i Cimber – derfor kom konkursen.

 

Men også Mansvells to svenske flyselskaber, Skyways fra Stockholm og City Airlines fra Gøteborg, flyver, ifølge takeoff.dks oplysninger, med underskud.

 

Europas angiveligt største regionale flyselskab, engelske Flybe, menes også at være på banen for at overtage noget af Cimber Sterling. Flybe har 60 pct. af Flybe Nordic, som Finnair ejer de øvrige 40 pct. af.

 

Flybe var sidste år også inde over, da Cimber Sterling var i store økonomiske problemer – men økonomien i Cimber Sterling afskrækkede, sagde Flybe’s adm. direktør, Mike Rutter, sidste efterår til takeoff.dk

 

Løsningen blev i stedet, at Mansvell blev ny ejer af Cimber.
Mike Rutter sagde sidste efterår til takeoff.dk, at Flybe i år ville åbne mellem Stockholms city-lufthavn, Bromma, og København. Det skete i januar. Samt at Flybe ville åbne en række danske indenrigsruter, senest i 2013 – eller før, afhængig af, hvordan det gik for Cimber Sterling…

 

Flere andre, ikke-navngivne selskaber, er ifølge takeoff.dks oplysninger også interesseret i Cimber.

 

Kurator i boet for Cimber Sterling er advokat Lisa Bo Nielsen, partner i advokatfirmaet Kromann Reumert og bl.a. ekspert i virksomhedsrekonstruktioner.
Lisa Bo Nielsen sagde efter midnat søndag til takeoff.dk, at der forhandles med ”fire seriøst” interesserede – men hun ville ikke nævne navne.

 

”Vi er ikke interesseret i at sige, hvem der er i billedet. Men de mulige købere har, som vi, interesse i, at en løsning findes hurtigst muligt, men jeg ved ikke, hvornår den kan være på plads,” sagde Lisa Bo Nielsen.

 

Lisa Bo Larsen sagde forleden til Ritzau: ”Vi er optimistiske på, at skrue en løsning sammen, som der er arbejdspladser i. Vi håber at få solgt en væsentlig del af aktiviteterne og overdrage en væsentlig del af medarbejderne.”

 

Senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank vurderer, at det haster med et salg, hvis ikke Cimbers konkurrenter skal sætte sig på hele markedet og dermed gøre selskabet mindre attraktivt for en køber.

 

”Vi er bevidste om, at det ikke skal trække ud. Alle arbejder for, at vi kommer i mål hurtigst muligt,” siger Lisa Bo Larsen, en af kuratorerne da islandsk-ejede Sterling krakkede i oktober 2008.

Skrevet af Henrik Baumgarten