- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Colosseum i Rom renoveres

Endelig. Efter 2000 år har den italienske milliardær Diego Della Valle sat penge af til en hårdt tiltrængt renovering.

Arbejdet starter til december og ventes at koste 8,3 millioner Euro i første etape. Den tætte trafik ved den betydelige turistattraktion har gennem årene efterladt amfiteatret beskidt og smuldrende. Bygningsværket bliver omgivet af stilladser i de godt to år, der er afsat til renoveringen, men bliver ikke lukket.

 

Colosseum skal ikke blot renses, men også istandsættes, så revner i bygningen fjernes og de midlertidige stålbuer i jordplan erstattet med sten. Alle underjordiske og indre anlæg skal repareres og der opføres et nyt besøgscenter.

 

Colosseum er 48.5 meter højt og måler 188×156 meter og besøges årligt af seks millioner turister. Monumentet blev indviet af kejser Titus i år 80 og er nu i så ringe forfatning, at stumper af murværket falder sammen, mens fundamentet i den ene side er sunket 40 centimeter.

Skrevet af Flemming Juul