- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Comwell udlejer værelser som kontorer på nyt hotel

Fra april begynder Comwell Hotels at udleje kontorplads på sit nye Portside-hotel i København. 40 af de 484 værelser omdannes indtil videre til kontorer. Tiltaget kan udvides til andre hoteller.

Danske Comwell, der foreløbig har 16 hoteller i Danmark, har indgået samarbejdsaftale med det danske firma Ordnung, om udlejning af kontorfaciliteter på Comwell Copenhagen Portside i Københavns Nordhavn. Ordnung driver allerede 12 kontorhoteller med over 2.500 ”workstations” i Danmark.

Portside-hotellet, der har 484 værelser og suiter, åbnede sidste måned som både Comwells første hotel i København og samtidig også kædens største hotel.

Nu omdannes 40 af de 484 værelser indtil videre til kontorer til udlejning via Ordnung, oplyser Comwell til STANDBY.DK

Comwell ser frem til det nye samarbejde, om hvilket hotelkædens kommercielle direktør, Michael Hansen, siger i en pressemeddelelse: ”det er sund fornuft at udfordre sit eget forretningskoncept.”

Tog ikke brødet ud af munden på os
”Da Comwell i 2017 lancerede co-work områder på alle vores hoteller, hvor gæster kvit og frit kan benytte velindrettede områder til kortvarige møder eller arbejdsopgaver, var det med til at udfordre vores eget forretningskoncept,” siger Michael Hansen og fortsætter:

”Konceptet tog ikke brødet ud af munden på os. Tværtimod ser vi rigtig mange iværksættere, der benytter sig af vores co-work og samtidig bruger vores møde- og restaurantfaciliteter. Det er nødvendigt en gang imellem at turde udfordre sit eget forretningskoncept, hvis man vil stå stærkt og konkurrencedygtigt.”

Michael Hansen kalder samarbejdet med Ordnung ”et godt match med vores Comwell-brand. Vi er begge udbydere af faciliteter. De med kontorer og vi med værelser og mødelokaler. Dertil kommer, at vi har services som reception, rengøring og teknisk support.

Vi ser en rigtig god synergi mellem det at drive hotel med overnatningsmulighed, udbyde mødelokaler, drive restaurant og samtidig tilbyde kontorfaciliteter med tilknyttet services. Det giver vores erhvervskunder mulighed for at tilgå vores møde- og servicekoncepter og samtidig have fleksibiliteten ved et kontorfællesskab,” siger Michael Hansen.

Coronakrisen har accelereret processen
Om samarbejdet med Ordnung er en konsekvens af coronakrisen, siger Michael Hansen: ”Vi har længe haft disse overvejelser og samtidig tænkt, hvordan vi kan brede vores services yderligere ud til det dansk erhvervsliv. Coronakrisen har accelereret processen og gjort det endnu mere relevant.

Vi kan se en tendens til, at danske virksomheder søger nye muligheder qua coronakrisen, når det gælder kontorfaciliteter og arbejdspladser. Vi tror på, at et kontorhotel på en attraktiv lokation og med vores services bliver fremtiden for mange virksomheder,” siger Michael Hansen.

Mulighed for udvidelse af samarbejdsaftale
Ordnungs driftsdirektør, Hauke Haas, ser stort potentiale i de kommende kontorpladser på Comwells nye hotel og i Nordhavn som bydel. Han siger i pressemeddelelsen: ”Det er blevet mere populært end nogensinde før at leje sig ind i kontorfællesskaber. Det er med til at frigive kapital, og samtidigt giver det virksomhederne mulighed for at skabe vidensdeling med de øvrige lejere.”

Ordnungs 12 kontorhoteller rundt om i landet har over 400 virksomheder, der lejer sig ind på daglig eller længerevarende basis. På Comwell Copenhagen Portside står Ordnung for udlejning, indretning og dialog med kontorlejerne, mens Comwell sørger for IT, rengøring og sikkerhed.

Med den nye samarbejdsaftale stiller begge parter sig åbne overfor at etablere kontorhotel på andre Comwell-hoteller.

Udover sine 16 danske hoteller, og to i Sverige, driver Comwell også møde- og eventcentrene Odeon i Odense samt i Aarhus både Centralværkstedet og Smedien.

Comwell har midlertidigt lukket de fleste af sine danske hoteller på grund af coronakrisen, foreløbig til den 28. februar. De eneste åbne er Portside samt Comwell-hotellerne i Kolding, Køge, Aalborg og Aarhus.

Relaterede artikler:

Dansk hotelkæde åbnede første hotel i København

Københavnerhotel: Vi har belægning på 75 procent

Kun ét ud af ti danske hotelværelser solgt i januar

Stor dansk hotelkæde ændrer organisationen