- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CopenPay bliver kopieret stadig flere steder

I 2024 lancerede Wonderful Copenhagen konceptet CopenPay for at få turisterne til at tage mere bæredygtige valg. Siden da er lignende koncepter blevet lanceret andre steder, og stadig flere byer søsætter lignende koncepter.

I sommeren 2024 lancerede Wonderful Copenhagen konceptet CopenPay. Og det er vist ikke nogen underdrivelse at sige, at det danske nudging-initiativ har været en succes.

Det har således både fanget store internationale mediers opmærksomhed, og internationale destinationer er også begyndt at kopiere konceptet, og den tendens er ikke stoppet.

Således har Bremen nu også meldt sig som én af de byer, som vil belønne sine turister for at opføre sig godt. Det skriver Euronews.

BremenPay hedder konceptet, som man lancerer i maj 2026. Som med CopenPay vil initiativet belønne de turister, som tager bæredygtige valg på deres rejse.

Disse valg omfatter blandt andet at gå, ankomme med tog, cykle, leje båd, forlænge sit ophold i Bremen eller handle bevidst i genbrugsbutikker og lokale, håndværksprægede butikker.

Giver adgang til belønninger
Som med CopenPay kan turister ved at fremvise dokumentation såsom et foto eller en billet inkassere belønninger til gengæld. Det kan være ting som gratis byrundture og kaffe samt reduceret entrépris til turistattraktioner.

Som led i et samarbejde med Deutsche Bahn belønner Bremen allerede overnattende gæster, der ankommer til byen med tog, med overraskelsesposer indeholdende små gaver og værdikuponer fra forskellige lokale turistvirksomheder, skriver Euronews.

”Kampagnen er blevet meget positivt modtaget af vores besøgende og har opmuntret os til at udvide konceptet yderligere og styrke Bremen som en bæredygtig destination,” siger Oliver Rau, administrerende direktør for Bremen Marketing and Tourism, Wirtschaftsförderung Bremen.

Helsinki øjner belønningsordning med fokus på regenerativ turisme
Helsinki har også udtrykt interesse for at følge i Københavns fodspor. Den finske hovedstad vil således indføre sin egen belønningsordning, som ifølge Euronews sandsynligvis vil have særlig fokus på regenerativ turisme og projekter for genopretning af Østersøen i samarbejde med andre baltiske og nordiske destinationer.

Ordningen skal også få turister til at benytte offentlig transport og cykle, og belønninger inkluderer gratis måltider samt rabat på ture og andre oplevelser.

Helsinki og Bremen er ikke de eneste internationale destinationer, som har ladet sig inspirere af København.

Det drejer sig eksempelvis om Berlin og Normandiet. I den tyske hovedstad regner det lokale destinationsselskab med at rulle BerlinPay ud til sommer i år, mens man i Normandiet har lanceret et initiativ, hvor attraktioner og museer tilbyder 10 procent rabat til gæster, der ankommer til destinationen med tog eller bus, og som lokalt benytter enten offentlig transport eller cykler.

 

Relaterede artikler:

Dansk succesinitiativ rulles nu ud internationalt

Udenlandske destinationer tager dansk succes til sig

Gøteborg nyt FN-hub for bæredygtighed turisme