- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CPH rutsjer ned ad rangliste

LUFTHAVNE: Københavns Lufthavn taber terræn i flere kategorier ved årets World Airport Awards. Men fremgang på bagageudlevering og paskontrol.

LUFTHAVNE: Københavns Lufthavn taber terræn i flere kategorier ved årets World Airport Awards. Men fremgang på bagageudlevering og paskontrol.

Københavns Lufthavn holder sig i Top 20 i den årlige rangering og kåring af alverdens lufthavne i Skytrax World Airport Awards, som netop er offentliggjort. Men CPH rykker fra en 16. plads sidste år til en 18. plads i år, og går man fem år tilbage lå CPH på en 10. plads.

Rutsjeturen skyldes dog ikke, at lufthavnens performance er blevet dårligere, siger CPH, men derimod, at stadig flere lufthavn kommer med i Skytrax-undersøgelsen. Årets undersøgelse omfatter 550 lufthavne og bygger på svar fra over 13 mio. passagerer.

”Der er generelt kommet langt flere nybyggede lufthavne uden for Europa og USA, særligt i Asien. Det betyder naturligvis, at konkurrencen om at ligge helt i top bliver ekstra hård. Det kan blandt andet ses ved, at Skytrax var langt større i år end nogensinde før,” siger Kasper Hyllested, pressechef i Københavns Lufthavn, til Standby.

Skytrax kårer vindere og offentliggør Top 10-lister i en række kategorier, og CPH må i år se sig slået i de fleste. Sidste år kunne CPH kalde sig ”Nordeuropas bedste lufthavn”, men den plads må lufthavnen i år overlade til Helsinki.

I 2015 indtog CPH 2. pladsen i kategorien ”Bedste Lufthavn: 20-30 mio. passagerer årligt”, men i år er lufthavnen rykket ned på en 5. plads. Zürich ligger på førstepladsen lige som sidste år.

I kategorien security kunne CPH sidste år kalde sig Europas bedste og nr. 2 i verden, men i år er lufthavnen røget ned på andenpladsen i Europa og som nr. fem i verden.

Inden for rengøring og restauranter er CPH i år helt ude af Top 10 i modsætning til sidste år. Til gengæld går det bedre med paskontrollen, hvor CPH er rykket fra en 8. til en 4. plads i verden. Også i kategorien bagagelevering er CPH rykket op – fra en 7. plads til en 6. plads, og lufthavnen fastholder positionen som nr. 1 i Europa.

”Det er klart, at vi altid stræber efter at ligge blandt de bedste, og heldigvis ligger vi også I toppen, især når vi sammenligner med vores europæiske konkurrenter. Vi har den bedste bagagehåndtering i Europa og Europas næstbedste security,” siger Kasper Hyllested.

Billund indtager i øvrigt 6. pladsen blandt Nordeuropas bedste lufthavne – samme placering som sidste år.

Verdens bedste lufthavn er Singapore, som indtager førstepladsen for fjerde år i træk. Årets højdespringer er lufthavnen i Doha, som er gået fra en 22. plads til 10. pladsen.

Bedste lufthavne i Nordeuropa 2016: Helsinki, København, Oslo, Stockholm Arlanda, Keflavik, Billund, Göteborg, Trondheim, Malmö og Bromma Stockholm.

Bedste lufthavne i verden 2016: Singapore Changi, Incheon, München, Tokyo Haneda, Hongkong, Nagoya, Zürich, London Heathrow, Kansai og Doha.