- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CWT informerede Forsvaret

I oktober sidste år opdagede statens nye rejsebureau, CWT, at noget var ”rivende galt” i Forsvarets Koncernfælles Rejsekontor. Det førte til at politiet nu har sigtet Forsvarets tidligere travel manager. Via Travel er tavs.

Sidste år vandt Carlson Wagonlit Travel kæmpekontrakten om Statens rejser. I forbindelse med overtagelsen blev der overført informationer fra de to rejsebureauer, der hidtil havde haft opgaven. Fra bl.a. Via Travel kom informationerne om Forsvarets Koncernfælles Rejsekontor. Og disse informationer tændte advarselslampen hos CWT.

 

Adm. direktør i CWT, Sophie Hulgard, siger til Take Off:
”I forbindelse med overtagelse af forsvarets konto opdagede vi uregelmæssigheder, hvilket vi gjorde Forsvaret opmærksom på. Jeg vil ikke gå specifikt ind på, hvad vi fandt, kun at noget på én konto ikke var som det skulle være. Det var en gammel aftale, der skulle være kigget på for lang tid siden.”

 
”Vi havde ikke andet valg end at informere Forsvarets Auditørkorps (den militære anklagemyndighed, red). Vi afleverede vores informationer til dem i oktober sidste år, de arbejdede med sagen og afleverede den for nylig til Københavns Politi, der rejste sigtelse – og så blev den sag offentlig kendt,” siger Sophie Hulgard og tilføjer:

 
”Jeg vil ikke sige, hvad vi fandt, kun at vi havde stærk fornemmelse af, at noget var rivende galt, som vi burde gøre Forsvaret opmærksom på.”

 

Sophie Hulgard vil ikke give bud på, hvorfor Forsvarets tidligere rejsebureau, Via Travel, ikke har reageret på den samme konto.
Og Via Travels adm. direktør, Sys Hansen, har ikke besvaret Take Offs henvendelse om en kommentar.

”Vi kunne se, at en konto viste, at dét ikke var nogen normal måde at arbejde på. Og dét er eneste tilfælde, vi er stødt på, efter CWT overtog Statens kontrakt. Sagen, vi fandt, har kun noget at gøre med én person, ikke med forsvaret. Hvad kontoen viste, var noget man måske gjorde for 20 år siden,” siger Sophie Hulgard.

 
Forsvarets Auditørkorps har anmeldt Forsvarets tidligere travel manager, Mogens Thrane, til Københavns Politi for at have rejst privat for midler optjent af Forsvarets rejsende. Mogens Thrane sagde forrige søndag til TV 2, at han havde brugt 200.000 kr. på private rejser. "Det skulle jeg ikke have gjort, men jeg er ikke den eneste," sagde han.

 
64-årige Mogens Thrane gik ved årsskiftet på pension – hans ”kronprins,” Richard von Staffeldt, blev konstitueret chef. Men i kølvandet på sagen om brug af Forsvarets bonuspoint til privatrejser, blev Richard von Staffeldt fyret i sidste uge. Forsvarets Personeltjeneste har ikke har anmeldt ham til politiet pga. beløbets begrænsede størrelse.

 

Ifølge Take Offs oplysninger er Trine Bach Kaalund nu konstitueret chef for Forsvarets rejsekontor.

Pengene blev indbetalt på en hemmelig konto, som Forsvarets øvrige ledelse tilsyneladende ikke kendte.
Forsvarets rejsekontor arrangerer rejser for de ansatte og hver gang, der blev bestilt en rejse, modtog rejsekontoret returkommission som kontantrabat. De beløb blev – ifølge TV 2 sat ind på en hemmelig konto, hvor bl.a. kontorets chef, Mogens Thrane, brugte en del til private rejser.

 

Det har ikke været muligt for Take Off at træffe Mogens Thrane.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten