- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CWT lukker i Århus

Carlson Wagonlit Travel erstatter til oktober Århus-kontor med hjemmearbejdspladser. Kontorets leder vender tilbage til Avis Biludlejning.

Danmarks største erhvervsrejsebureau, Carlson Wagonlit Travel, lukker sit kontor i Århus og erstatter det med hjemmearbejdspladser til alle medarbejdere i Jylland. Det sker for at spare administrationsomkostninger og på baggrund af gode erfaringer med den hjemmearbejdsplads-ordning, CWT indførte sidste år. 

 

Med lukningen af kontoret i Århus har CWT kun kontor i sit nye danske hovedkvarter i Ørestaden.

 

”Vores erfaring viser, at vi ikke behøver at være fysisk tilstede lokalt for at betjene vores kunder. Samtidig har vi opnået en produktivitetsstigning på ca. 10 pct. pr. medarbejder, som benytter sig af Work@Home-ordningen, der imødekommer mange medarbejderes ønsker om større personlig fleksibilitet,” siger adm. direktør Sophie Hulgard (foto).

 

De jyske CWT-medarbejderes vil være fuldt integreret i organisationen, opfylde krav til arbejdsmiljø og datasikkerhed. Rejsekonsulenterne vil fortsat have adgang til CWT’s systemer og værktøjer til rejsebestilling, ligesom de vil være koblet op på bureauets telefonsystem, oplyser CWT.

 

Hver anden uge vil rejsekonsulenter med base i Jylland arbejde en dag i København for at fastholde de tætte relationer til ledelse og kolleger.

 

I november 2009 blev salgschef i Avis Biludlejning, Kaj Berthelsen, leder af CWT’s Århus-kontor og alle CWT’s aktiviteter i Jylland.
Men i sidste uge fortalte Avis’ landechef i Danmark, Philip Schack, til takeoff.dk, at Kaj Berthelsen fra 1. april vender hjem til Avis. Her skal han stå for leisuresalget ud af Danmark – bl.a. med kontakt til danske leisurebureauer.

 

Skrevet af redaktionen