- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CWT solgte mange flere erhvervsrejser i første halvår

Bedring i økonomien øger virksomhedernes rejseaktivitet - og CWT erobrer markedsandele.

Antallet af solgte erhvervsrejser steg 42 pct. i første halvår hos Danmarks største erhvervsrejsebureau, Carlson Wagonlit Travel. Omsætningen voksede 21 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Den store vækst afspejler, at CWT har vundet markedsandele.
Ser man bort fra de nye kunder, er der stadig vækst i rejseaktiviteten hos eksisterende kunder, som har købt 12 pct. flere rejser end sidste år, oplyser CWT.

 

”Når vi sælger flere rejser, er det tegn på, at økonomien er på tilbage på sporet. Men sammenligner vi med 2008, er virksomhedernes rejseaktivitet endnu ikke på niveau som før krisen,” siger Sophie Hulgard (foto), adm. direktør for CWT Danmark.

 

CWT’s grupperejseafdeling, Danmarks største arrangør af grupperejser for erhvervslivet, registrerede stigning på ca. 10 % i solgte grupperejser i første halvår af 2010.

 

Tager man alle grupperejser under ét (flight-only, dagsmøder og større arrangementer) bruger virksomhederne nu i gennemsnit 1.430 kr. pr. deltager pr. dag mod 1.777 kr. sidste år. De mest populære grupperejsemål er Barcelona, Paris, Rom og Wien.

 

”Der er større fokus på pris, effektiv afvikling og deltagertilfredshed. Nu oplever vi også, at virksomheder sender alle deres arrangementer i udbud under ét, hvor de tidligere blev udbudt enkeltvis,” siger Sophie Hulgard og tilføjer: ”Flere virksomheder vil outsource grupperejser til en enkelt leverandør, sikre en effektiv afvikling af deres arrangementer og styre budgetterne.”

 

CWT registrerer tegn på fremgang for grupperejserne i Europa, hvor 30 pct. af incentive-rejser, konferencer, kongresser og events nu arrangeres uden for hjemlandet, mod 20 pct. i samme periode sidste år.

 

Skrevet af redaktionen