- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Cypern har bedst badevand

De 62.000 danskere, der ventes at holde ferie på øen, kan glæde sig over Europas bedste og reneste badevand.

Det fremgår af en opgørelse, som EUs Environment Agency i København netop har offentliggjort. Den bygger bl.a. på prøver fra 112 cypriotiske strande, hvor vandkvaliteten på de 111 (99,1%) får betegnelsen ’excellent’.

 

”Top 5-listen over EU-landene med det bedste badevand har Malta (97,7%) på andenpladsen efter Cypern, fulgt af Kroatien (97,7%), Grækenland (94,1%) og Tyskland (87,8%)”, fortæller kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

 

Kvaliteten af det danske badevand rækker til en 20. plads blandt de 27 EU-lande samt tre lande uden for EU, nemlig Kroatien, Montenegro og Schweiz.

 

Der er taget prøver ved 1.130 danske strande. 755 (66,8%) kommer ud med topbetegnelsen ’excellent’. Lige efter Danmark kommer Sverige (64,7%), Tjekkiet (63,4%), Frankrig (60,8%), Ungarn (55,7%) og Belgien (52,1%).

 

”Mere end 80% af badevandet i EU får betegnelsen ’excellent’. Helt i bund på kvalitetslisten ligger Bulgarien (52,1%), Holland (47,4%) og Schweiz (37,2%), fortæller Torben Andersen.

Skrevet af Flemming Juul