- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS dømt for industrispionage

SAS Norge skal betale millionbøde efter dom i sagen om industrispionage mod Norwegian, skriver Bernt Gran i Dagens Næringsliv

Borgarting lagmannsrett har idømt SAS Norge en bøde på fire millioner kroner for uberettiget at have indhentet og brugt firmahemmeligheder fra det konkurrerende flyselskab Norwegian. Bagmandspolitiets påstand i sagen var en bøde på otte millioner kroner. SAS blev frikendt i Asker og Bærum tingrett sidste år.

”Vi er tilfredse med at retten har vurderet beviserne på samme måde som bagmandspolitiet og at vi har fået medhold i de paragraffer vi brugte”, siger statsadvokat Elisabeth Roscher fra bagmandspolitiet til Dagens Næringsliv.

Ifølge dommen har SAS Norge, dengang SAS Braathens, hentet følsomme informationer om Norwegian gennem bookingsystemet Amadeus i perioden december 2001 til november 2005.

Baggrunden for, at SAS Norge havde adgang til Norwegians bookingdata i Amadeus, var, at tidligere Braathens hjalp Norwegian på ruten Stavanger-Newcastle i 2001. Da denne rute blev nedlagt, fortsatte SAS Norge med at bruge den adgang man havde til Norwegians data på Amadeus.

Årsagen til at bøden er reduceret i forhold til påstanden fra bagmandspolitiet er, at Norwegian ikke selv aktivt stoppede SAS’ adgang til Amadeus.

I fjor blev SAS Norge dømt i en lignende sag efter at have modtaget og brugt en e-mail med konkurrencefølsomme oplysninger om Norwegian. I den sag blev en ansat idømt en bøde på 30.000 kroner, SAS Norge fik en bøde på 400.000 kroner samt 5.000 kroner i sagsomkostninger..

Skrevet af